Selvom de fleste kunder nok glæder sig mest til indholdet af deres onlineordrer, er der stadig mulighed for også at give dem en mindeværdig unboxing-oplevelse, når de pakker den op.
Ejere af mindre virksomheder kan anvende unikke og omhyggeligt designede emballagematerialer, f.eks. silkepapir med logo eller farvet tape, der passer til brandet, gennem hele forsendelses- og ordrebehandlingsprocessen.
Uanset om det gælder materialevalget, skrifttypen eller det, du skriver på medfølgende indstik, kan elementer af den brand-emballage, du vælger, bidrage med information, påvirke salget, øge kundeloyaliteten og understøtte din markedsføring. Gennemtænkt emballage tilfører produktværdi og giver detailhandlere lyst til at have dine produkter på hylderne.
Hvilken type emballage præsenterer bedst din nye virksomhed over for resten af verden? Her er nogle gennemprøvede idéer til produktemballage for at komme i gang.
Klar til at starte din virksomhed? Opret dit website allerede i dag, eller læs mere om Shopifys værktøjer til at sælge online og fysisk.
13 emballageidéer til små virksomheder
Unikke og interessante emballageidéer til små virksomheder kan have stor indflydelse på brandet. Her er 13 kreative emballageidéer, der giver et godt udgangspunkt.
- Specialdesignede poser og kasser
- Miljøvenlige materialer
- Minimal emballage
- Særlige vejledninger
- Unikt grafisk design med personlig tilknytning
- Fysiske nyhedsbreve
- Specialdesignede pakketapes og klistermærker
- Håndskrevne noter
- Fremhæv håndværkere og kreative kræfter
- Silkepapir
- Rabatkoder
- QR-koder
- Brandede hashtags
1. Specialdesignede poser og kasser
Selv enkle forsendelser kan få et personligt præg med specialdesignede papirposer og kasser. Uanset om du vælger at vise et brandlogo, slogan eller dit firmanavn på forsendelsesmaterialerne, er personlig tilpasning med til at få din emballage til at skille sig ud fra mængden.
2. Miljøvenlige materialer
Nogle kunder elsker at modtage klistermærker, vareprøver, rabatkuponer, bobleplast eller andre indstik og tryksager, mens andre opfatter dem som unødvendigt affald.
Overvej komposterbare eller genanvendelige materialer, der kan bidrage til at beskytte planeten, samtidig med at du informerer kunderne om dit brand. Kosmetikvirksomheden Lush bruger for eksempel EcoFlo-pakkechips til at beskytte produkter under transport. Materialet er biologisk nedbrydeligt og nedbrydes i vand og jord.
3. Minimal emballage
Har du nogensinde modtaget en kasse inden i en anden kasse og undret dig over hvorfor? Når man fjerner unødvendige lag og sender ordren i lige præcis den mængde emballage, der er nødvendig, er det med til at skabe et bæredygtigt og æstetisk tiltalende alternativ. Skovirksomheden Rothy’s anvender f.eks. kun selve skotøjsæsken til deres forsendelser. Alt afhængigt af hvilken type produkter du sælger, kan denne emballagestrategi passe til din lille virksomhed, fremme bæredygtighed og forbedre din bundlinje.
4. Særlige vejledninger
Når dit produkt kræver en specifik fremgangsmåde, kan du bidrage til en bekymringsfri kundeoplevelse ved at inkludere vejledninger i din emballage.
Detailforretningen Inkbox sælger semipermanente tatoveringer. Hver pakke indeholder kundens valgte print og en vejledning til, hvordan man påfører det. Inkbox bruger også genanvendelige materialer i deres unikke emballage.
5. Unikt grafisk design med personlig tilknytning
Hvis du vil gøre indtryk med din pakkes visuelle udtryk, så se dig omkring. Er der mulighed for at udnytte kunstnerisk talent, der er knyttet til dit brand, på en meningsfuld måde? Du kunne eksempelvis inkorporere crowdsourcet kunst fra kreative folk inden for dit forretningsnetværk?
Hvis smukke, iøjnefaldende billeder passer til dit produkt, kan du overveje at afholde en konkurrence på sociale medier med en pengepræmie for billeder, der kan give inspiration til sæsonens emballage. Det er en kreativ mulighed for at udvikle dybere relationer med din kundebase og generere innovative design.
6. Fysiske nyhedsbreve
Du har måske allerede oprettet et online nyhedsbrev, som din virksomhed sender ud, men er der andre historier bag kulisserne, der er værd at dele? Hvis ja, byder din emballage på muligheder for at inkludere eksklusivt indhold såsom trykte nyhedsbreve, postkort fra de nyeste fotokampagner og andre tidsbegrænsede materialer.
Gymshark har gjort tilpassede breve til en del af deres produktemballage. Brevene skitserer brandets bæredygtighedsforpligtelse og inviterer kunderne til at besøge en landingsside, hvor de kan læse mere.
7. Specialdesignede pakketapes og klistermærker
Pakketape er ofte simpelt og kedeligt, men sådan behøver det ikke at være!
Uanset om du vil klargøre pakker med en fluorescerende neonstribe eller et billede af dit brand eller sætte klistermærker på fladerne, kan et ekstra pift i form af en signaturfarve eller et billede bidrage til at fastslå dit brands identitet – især når det matcher de brandede emballagematerialer indeni.
8. Håndskrevne noter
Håndskrevne noter tilfører et personligt præg og bidrager til at skabe en positiv brandoplevelse.
Start med at skrive en lille takkehilsen og lægge den i dine pakker, ligesom den miljøvenlige webshop Flora and Fauna. Du kan tilføje personlige oplysninger som kundens navn, udtrykke taknemmelighed for vedkommendes støtte eller fortælle om din inspiration til produktet. Med tiden kan denne personlige kommunikationsform blive et kendetegn for brandidentiteten og tiltrække tilbagevendende kunder.
En ulempe ved denne idé kan dog være, at den er udfordrende at udføre i stor skala. Shopify-apps som Scribeless kan hjælpe.
9. Fremhæv håndværkere og kreative kræfter
Nogle gange er producenterne et helt centralt element af brandidentiteten.
Hvis det er tilfældet med din e-handelsvirksomhed, kan du overveje at inkorporere grafik, billeder eller noter, der forklarer, hvordan de kreative folk skaber dine produkter, og hvordan deres arbejde gavner lokalsamfundet. Denne form for historiefortælling styrker den menneskelige forbindelse til dit brand.
10. Silkepapir
Når kunden åbner sin pakke, er en af de første ting, vedkommende ser, måske silkepapir. Det er derfor en helt oplagt idé at bruge silkepapir til at inkorporere brandets signaturfarver i emballagen. Overvej silkepapir i tilpassede eller iøjnefaldende farver for at skabe en positiv, on-brand farveoplevelse. Eller prøv specialdesignet kraftpapir fra trykkerier som Digiwrap for at præsentere dit brand på bedste vis og beskytte produkterne under transport.
11. Rabatkoder
Et af de bedste tidspunkter til at overbevise eksisterende kunder om at foretage et nyt køb er naturligvis, når de er glade og imponerede over deres unboxing-oplevelse. Brands som BURST Oral Care opfordrer til dette ved at trykke rabatkoder på deres specialdesignede kasser.
12. QR-koder
QR-koder dirigerer kunderne videre til en specifik landingsside, når de scanner koden med deres smartphone-kamera. Du kan føje en QR-kode til din pakkeseddel og sende folk videre til:
- En anmeldelsesside
- En tutorialvideo
- En landingsside, hvor rabatkoden, du har delt i kassen, automatisk anvendes
Anvendelsesmulighederne med QR-koder er uendelige. En fødevareforhandler kan for eksempel tilføje en QR-kode på emballagen til sin oksekødsfond for at guide kunderne til en detaljeret liste over allergener eller en samling af opskriftsidéer.
13. Brandede hashtags
Brugere af sociale medier elsker at dele dejlige unboxing-oplevelser. TikTok alene har mere end 12 millioner videoer med hashtagget #unboxing.
Brandede hashtags som eksemplet nedenfor opfordrer kunderne til at tage billeder og dele deres seneste køb. Hashtags gør det nemt for brands at finde brugergenereret indhold (UGC). Du skal bare søge på det hashtag, du har føjet til emballagen, for at se kunder, der deler deres seneste billeder.
Denne type UGC kan være et supplement til din SoMe-markedsføringskalender og give upartiske produktanmeldelser fra glade kunder.
Tre typer emballage
Emballagens primære formål er at beskytte køb foretaget i din webshop under forsendelse. Her er tre emballagevalg til forsendelse af dine produkter:
1. Bølgepapkasser
Bølgepapkasser er tykkere end almindeligt karton og har bølgeformede papirlag, som giver ekstra beskyttelse.
Forskellige typer bølgepapkasser er robuste, genanvendelige og sikre til transport af en række produkter, herunder glas, værdigenstande, tunge genstande og skrøbelige produkter. De er typisk lette og giver ikke unødige forsendelsesomkostninger.
Hvis du ønsker en miljøvenlig løsning, kan du kigge efter bølgepapkasser, som er helt eller delvist fremstillet af genbrugskarton.
💡Pro-tip: Gem kassestørrelser på dit admin-dashboard i Shopify for at beregne forsendelsespriser baseret på vægt eller fragtfirma ved betaling, og køb derefter en passende forsendelseslabel gennem Shopify Shipping.
2. Polstrede konvolutter
Polstrede konvolutter, eller såkaldte mailere, egner sig bedst til små produkter, der har brug for polstring fra konvoluttens inderste lag af plastbobler eller genanvendeligt papir, f.eks. bøger eller håndlavede smykker.
Da polstrede konvolutter er relativt kompakte, kan fragtfolk lægge dem i postkasser, hvor de er mindre tilbøjelige til at blive stjålet end ved levering ved døren.
3. Poser og mailere
Polyposer og mailere er store, lette og vandafvisende for at beskytte indholdet mod elementerne.
Da de mangler polstring, er polyposer bedst til bløde genstande som tøj.
Sådan vælger små virksomheder emballage
Valget af den mest hensigtsmæssige specialdesignede emballage afhænger af, hvilken type produkter du sælger, og hvilke brandværdier du ønsker at formidle. Blandt de værdier, der kan have betydning for dine beslutninger om specialdesignet emballage, findes:
Bæredygtighed
Hvis begrænset miljøpåvirkning er en del af din brandværdi, skal du vælge bæredygtige emballage- og forsendelsesløsninger.
Brug genanvendelige, økologiske, komposterbare eller håndlavede materialer, vælg en så minimal mængde emballage som muligt, og overvej at købe klimakreditter for at kompensere for dine forsendelsers miljøpåvirkning.
Social ansvarlighed
Din virksomheds tiltag i forhold til at udvise social ansvarlighed kan have indflydelse på din emballage. Måske har du et mål om at støtte uafhængige kunstnere, hjælpe lokale håndværkere på vej eller donere dele af salget til sociale formål.
I så fald kan du overveje at bruge grafik, indstik, farver og andre designelementer til at fremhæve dit brands sociale indsats på eller i din emballage.
Omkostningseffektivitet
Nogle gange er det at minimere omkostninger det primære mål. Hvis du køber dine emballagematerialer i bulk, er det en måde at reducere omkostningerne på, da de fleste grossister sælger større mængder til nedsatte priser.
Ofte stillede spørgsmål om emballageidéer til små virksomheder
Hvad lægger kunderne mærke til ved emballage?
Mange kunder kigger efter brand-emballage, der giver en sammenhængende oplevelse. Hvis dit brand går ind for bæredygtighed i sine naturlige skønhedsprodukter, kan du bruge enkel og naturlig emballage eller trække på farvepsykologi for at inkorporere brune og grønne nuancer, der repræsenterer naturen.
Hvad er den billigste produktemballage?
En af de billigste typer produktemballage er polyposer af plast, som plejer at være mindre dyre end polstrede konvolutter og bølgepapkasser. Dog er omkostningerne pr. pose højere, når du specialdesigner dem.
Hvordan kan små virksomheder sikre, at deres emballage beskytter forsendelsen?
Vælg den produktemballage, der passer bedst til de varer, du sender. Små virksomheder kan hyre en emballagedesigner til at hjælpe med at finde ud af, hvilke emballageelementer der vil beskytte produkterne under transport. Skrøbelige genstande bør sendes i emballage med polstring eller anden beskyttelse for at forhindre brud eller skader under forsendelse.
Hvordan tester jeg mine emballageidéer før lancering?
Bestil fra konkurrenter. Se unboxing-videoer på sociale medier. Få feedback fra kunder eller fokusgrupper. Test emballagens holdbarhed ved at sende en testordre. Brug meningsmålinger på sociale medier. Overvej miljøpåvirkningen.


