Nyhedsbreve er en vigtig del af den samlede marketingstrategi, og de kan hjælpe dig med at fremme salg over tid. Når det kommer til, hvordan man opretter et nyhedsbrev, handler det i høj grad om at ramme kunderne på det rigtige tidspunkt.
Et godt eksempel er et nyhedsbrev om sæsonens kunstige negle, der lander i abonnenternes indbakke hver tredje måned. Den slags e-mails kan hurtigt føre til impulskøb, hvor læserne pludselig har en kurv fyldt med festlig neglekunst, før de når at tænke over det.
Det er magien ved nyhedsbreve. En relativt simpel kampagne kan forvandle nysgerrige læsere til kunder, der er klar til at købe.
I denne artikel kan du lære mere om, hvorfor det er en god idé at sende et nyhedsbrev, hvordan du vælger den rigtige nyhedsbrevplatform, hvordan du sender dit første nyhedsbrev, og hvordan du vurderer effekten af dine nyhedsbrevskampagner.
Fordele ved at starte et nyhedsbrev
Personlig, direkte forbindelse
Ifølge undersøgelser fra Bluecore foretrækker 68 % af forbrugerne at modtage e-mails fra brands frem for beskeder på sociale medier, online annoncer og SMS. Sociale medier og betalt marketing rammer som regel et bredt publikum, men e-mails kan tilpasses den enkelte abonnent.
Når du sender e-mails direkte til en persons indbakke, skaber du en mere personlig forbindelse. Det er vigtigt, da mange kunder gerne vil føle, at de har en relation til et brand, før de shopper.
Når dine e-mails giver reel værdi, fx i form af rabatter eller relevant viden og inspiration, opbygger du tillid, som over tid kan føre til køb.
Giv potentielle kunder en ny chance
Hvis en kunde besøger din webshop uden at købe noget, er der en stor risiko for, at de ikke vender tilbage.
Hvis du får deres e-mailadresse, inden de forlader siden, kan du fortsætte dialogen gennem nyhedsbreve, som lander direkte i deres indbakke.
E-mailmarketing gør, at du kan holde kontakten, efter en potentiel kunde har forladt dit site, og gradvist opbygge interesse for et køb senere.
Større kontrol
Sammenlignet med sociale medier, hvor opslag hurtigt kan drukne i en strøm af nyt indhold, er e-mail en kanal, du selv ejer. Her kan du kommunikere direkte med dine kunder uden stramme begrænsninger på længde eller format.
Når folk aktivt har tilmeldt sig din e-mailliste, er det din liste. Det giver dig en direkte forbindelse til potentielle kunder og stor kontrol over, hvor ofte og hvordan du kontakter dem.
Sådan opretter du et nyhedsbrev i 11 trin
- Definer målet med dit nyhedsbrev
- Beslut dig for en strategi for dit nyhedsbrev
- Vælg en platform til dit nyhedsbrev
- Tilpas en designskabelon
- Forpligt dig til en tidsplan
- Få indsamlet e-mails
- Tilpas dine automatiske e-mails
- Overhold regler for databeskyttelse og god e-mailpraksis
- Send dit første nyhedsbrev
- Analyser resultaterne
- Håndter afmeldinger og feedback
1. Definer målet med dit nyhedsbrev
Før du vælger en e-mailplatform og går i gang med at skrive dit første nyhedsbrev, er det vigtigt at være klar på, hvad du vil opnå. Når man ser på, hvordan man opretter et nyhedsbrev, er målet fundamentet for resten.
Nyhedsbreve kan bruges til mange forskellige ting. Du kan opbygge relationer til kunder, dele viden, skabe salg, få anbefalinger eller indsamle feedback. Vælg et par klare mål, og tænk over, hvordan du kan bruge dit nyhedsbrevindhold til at nå dem.
Når du ved, hvilken type indhold der bedst understøtter dine forretningsmål, bliver det også nemmere at planlægge din e-mailmarketing fremadrettet.
2. Beslut dig for en strategi for dit nyhedsbrev
Når målet er på plads, er næste skridt at få styr på de mere konkrete valg, der former din strategi:
- Målgruppe. Forsøger du at nå ud til potentielle kunder eller tidligere købere? Hvem er din ideelle kunde? Det kan fx være teknologivante forældre med små børn, der bor i Aarhus, og som har en høj indkomst.
- Emner. Skal dit nyhedsbrev handle om inspiration, guides eller aktuelle trends? Vælg emner, der passer til din virksomheds mål og samtidig holder læserne interesserede. Hvis du fx sælger måltidskasser, kan du dele tips til den perfekte middag eller gode råd til at passe på dit køkkengrej.
- E-mailindsamlingsmetoder. Hvordan vil du opbygge din e-mailliste? Brug flere steder til tilmelding, så det er nemt at tilmelde sig. Det kan være formularer på forsiden, pop op-vinduer på bloggen eller links i dine profiler på sociale medier. Du kan også give kunder mulighed for at tilmelde sig ved kassen, mens de stadig er motiverede til at købe.
- Frekvensen. Hvor ofte vil du sende nyhedsbreve? Den rette frekvens handler både om mavefornemmelse og data. Vælg faste ugedage, og sørg for, at du aldrig lvoer mere, end du realistisk set kan holde på langt sigt.
3. Vælg en platform til dit nyhedsbrev
Der findes mange e-mailmarketingtjenester med forskellige funktioner og prisniveauer. Selvom du ikke har brug for alle funktioner fra start, kan det betale sig at vælge en platform, der også kan følge med, når din forretning vokser.
Her er nogle funktioner, der er værd at kigge efter, når du vælger en nyhedsbrevplatform, der passer til både nuværende og fremtidige behov:
- Indbyggede skabeloner og tilpasning. Mulighed for at justere layout, farver, skrifttyper og billeder med en editor, hvor du arbejder med træk og slip.
- E-mailpersonalisering. Giv dine e-mails et personligt præg ved at indsætte oplysninger om abonnenterne som fx fornavn.
- E-mailsegmentering. Opdel din e-mailliste i grupper, så du kan sende mere relevant indhold til forskellige typer kunder.
- E-mailautomatisering. Send automatiske e-mails, når abonnenter foretager bestemte handlinger. Det kan fx være ved forladte indkøbskurve, eller efter de har været på listen i en bestemt periode.
- E-mailplanlægning. Skriv dine e-mails på forhånd og planlæg, hvornår de skal sendes.
- E-mailtestning. Send test-e-mails til dig selv, før du sender nyhedsbrevet til hele listen.
- A/B-test. Test to versioner af det samme nyhedsbrev for at se, hvad der fungerer bedst.
- Resultater og analyser. Følg med i åbningsrater, klikrater og afmeldinger for hver udsendelse.
Shopify Messaging er e-mailmarketingsoftware udviklet til handel. Hvis du bruger Shopify, kan du nemt designe og sende e-mails uden at skulle programmere noget som helst.
4. Tilpas en designskabelon
De fleste nyhedsbrevplatforme tilbyder skabeloner og temaer, som du kan tilpasse, så de matcher dit brand. Her kan du justere farver, layout og skrifttyper, så dine e-mails føles genkendelige for dine kunder. Shopify har fx skabeloner til alt fra produktlanceringer til sæsonkampagner.
Our Place producerer stilfuldt køkkenudstyr, bl.a. den populære Always Pan, som fås i farver fra krydderi til salvie. Deres nyhedsbrev bruger et moderne og farverigt design, der minder om hjemmesiden og derfor skiller sig ud i indbakken.

Vælg et layout og design, der passer til din eksisterende brandidentitet. De fleste e-mailmarketingplatforme giver dig mulighed for at uploade dit brandmateriale, så dine farver og skrifttyper altid er nemme at bruge, når du arbejder med dit nyhedsbrev.
5. Forpligt dig til en tidsplan
Overvej, hvor ofte du realistisk set kan sende nyhedsbreve og holde en fast rytme. Det er vigtigere at sende regelmæssigt end at sende ofte. I starten kan det være en god idé at sende ugentligt eller hver anden uge på en fast ugedag, der passer ind i din hverdag.
Artisaire er et canadisk brand, der sælger håndlavede vokssegl og stempler. De sender et ugentligt nyhedsbrev med inspiration, eksklusive tilbud og små opdateringer fra brandet, så abonnenterne løbende føler sig opdateret.

6. Få indsamlet e-mails
Sørg for, at du samler nyhedsbrevsabonnenter de steder, hvor folk allerede er i kontakt med din virksomhed. Det kan fx være på din hjemmeside og dine sociale medier, ved at bruge tilmeldingsformularer og tydelige links.
Det er som regel forholdsvis nemt at tilføje en e-mailtilmeldingsformular på Shopify og andre hjemmesider, og det kræver ikke særlige tekniske kompetencer. Her kan du se, hvordan du gør:
- Tilføj din tilmeldingsformular på hjemmesiden. Du kan fx bruge et popup-vindue, der vises, når nogen besøger siden, og supplér med en fast formular i header eller footer. Skriv klart og tydeligt, hvad abonnenterne får ud af at tilmelde sig, og overvej at give et lille incitament som eksklusivt indhold, rabatter eller konkurrencer.
- Tilføj mulighed for tilmelding på betalingssiden. Når en kunde har gennemført et køb, kan du give dem mulighed for at tilmelde sig nyhedsbrevet med de oplysninger, de allerede har indtastet. Det gør det nemmere at sende tips til brug af produktet og kan senere resultere i gentagne køb, anbefalinger og henvisninger.
- Del tilmeldingslinks på sociale medier. Tilføj et link til dit nyhedsbrev i din Instagram-bio eller i Om-sektionen på din Facebook-side. Hvis du bruger en Link in Bio-app som Linkpop, kan du nemt tilføje nyhedsbrevet som et af dine links.
7. Tilpas dine automatiske e-mails
Selvom dine almindelige nyhedsbreve ændrer sig fra uge til uge eller måned til måned, er der visse e-mails, der stort set altid er de samme. Det gælder fx velkomstmails og afmeldingsmails, som sendes automatisk, når abonnenter foretager bestemte handlinger.
En velkomstmail takker nye abonnenter for deres tilmelding, fortæller kort hvad de kan forvente, og linker videre til relevant indhold.
Teddy Fresh er et streetwearbrand fra Los Angeles, som blev grundlagt af YouTuber og kunstner Hila Klein. De byder nye abonnenter velkommen med en tydeligt brandet introduktionsmail, der leder læserne videre til webshoppen.

Sørg for, at alle automatiske mails føles ægte og hænger sammen med dit brand. Ud over velkomstmails kan du fx spørge nye abonnenter om deres fødselsdag og sende en automatisk fødselsdagsrabat på dagen.
Andre automatiserede e-mails, du kan overveje at opsætte, er:
- E-mails om forladte kurve
- E-mails til nye kunder
- E-mails til tilbagevendende kunder
- E-mails med ordrebekræftelse og kvittering
- Genaktiveringsmails til inaktive abonnenter
- Opdateringer om produkter på lager
- Spørgeskemaer og feedback-mails
8. Overhold regler for databeskyttelse og god e-mailpraksis
E-mailadresser kan sammenlignes med telefonnumre i den digitale verden, og derfor findes der klare regler for at beskytte folks privatliv.
Reglerne varierer fra land til land. I Europa gælder GDPR, i USA CAN-SPAM og i Canada CASL. Det er vigtigt at have styr på reglerne, når du arbejder med, hvordan man opretter et nyhedsbrev og opbygger en e-mailliste.
Kort fortalt er der nogle grundlæggende retningslinjer, du bør følge:
- Abonnenter skal give samtykke. Du må ikke sende nyhedsbreve til personer, der ikke aktivt har tilmeldt sig. Det er ikke GDPR-kompatibelt og bliver ofte opfattet som spam. Selv kunder, der har indtastet deres e-mail i forbindelse med et køb, skal særskilt give samtykke til at modtage nyhedsbreve.
- Køb ikke e-maillister. At købe e-mailadresser tæller ikke som samtykke og er ikke tilladt ifølge GDPR.
- E-mails skal indeholde et afmeldingslink. Det skal altid være nemt for modtagere at fravælge dine e-mails.
- Inkluder virksomhedens kontaktoplysninger. Dine kontaktoplysninger skal fremgå tydeligt i bunden af hver e-mail for at overholde gældende lovgivning.
Hvis du ikke overholder GDPR-reglerne og anden lovgivning om spam og markedsføring, kan det medføre bøder og andre sanktioner. Derudover kan spamklager betyde, at dine e-mails ender i spam, eller at din konto bliver lukket på visse nyhedsbrevplatforme.
9. Send dit første nyhedsbrev
Når du er klar til at sende dit første nyhedsbrev, er der nogle trin, du bør gennemgå:
- Vælg afsendernavn og e-mailadresse. Du kan sende fra dit firmanavn, hvilket ofte fungerer godt til informative eller salgsorienterede nyhedsbreve. Du kan også vælge at sende fra en person, hvis du vil skabe en mere personlig relation. Du kan også bruge en e-mailadresse, man ikke kan svare på, hvis du ikke ønsker direkte svar fra læserne.
- Vælg modtagere. Hvis du har opdelt din e-mailliste i segmenter, er det vigtigt at vælge den rigtige målgruppe til udsendelsen.
- Skriv emnelinje og den korte forhåndstekst. Hold dem korte og præcise, og gør det klart og tydeligt, hvad læseren får ud af at åbne mailen. Tjek altid, hvordan de ser ud på mobil, hvor lange linjer kan blive afkortet.
- Test din e-mail. De fleste nyhedsbrevplatforme giver dig mulighed for at sende en testmail til dig selv. Brug den mulighed til at fange stavefejl og tjekke layoutet på både computer og mobil.
Få styr på dit indhold
Når du skriver dit første nyhedsbrev, er det en god idé at have både mål og målgruppe i baghovedet:
- Start med en stærk åbning, der fanger læserens opmærksomhed med det samme.
- Hold sproget enkelt og sætningerne korte, så indholdet er nemt at læse.
- Led trafik til din hjemmeside med en tydelig opfordring, som fx en knap der inviterer til at læse mere eller købe.
- Gør teksten nem at skimme ved at bruge overskrifter og visuelle elementer.
- Tilføj personalisering, hvor det giver mening. Det kan du fx gøre ved at bruge modtagerens fornavn.
Det er altid en god idé at få en anden til at læse korrektur, før du trykker på Send.
10. Analyser resultaterne
Ca. 24 timer efter udsendelse er det tid til at kigge på resultaterne.
De fleste nyhedsbrevplatforme viser nøgletal som åbningsrate, klikrate og afmeldinger og meget mere.

Her er nogle vigtige målinger, du bør holde øje med over tid:
- Åbningsrate. Procentdelen af abonnenter, der åbner dit nyhedsbrev.
- Klikrate (CTR). Procentdelen af abonnenter, der klikker på et link i dit nyhedsbrev efter at have åbnet det.
- Afmeldinger. Procentdelen af abonnenter, der fravælger at modtage yderligere e-mails fra dit brand.
Hvad der er gode resultater, afhænger af din branche. Inden for e-handel ligger den gennemsnitlige åbningsrate fx på omkring 29,81 %.
Du bør også holde øje med, hvor meget trafik og salg dit nyhedsbrev skaber, og brug dine resultater til løbende at teste nyt indhold og nye layouts.
11. Håndter afmeldinger og feedback
En nem og respektfuld afmeldingsproces viser, at du tager dine abonnenter seriøst, og det giver dig samtidig værdifuld indsigt. Hvis det er besværligt at afmelde sig, kan det føre til frustration og spamklager.
Der er flere forskellige måder at håndtere afmeldinger på:
- Gør afmelding nem. Afmeldingslinket skal være tydeligt og nemt at finde. Det placeres som regel i bunden af e-mailen, og processen bør kun tage et par klik.
- Undersøg årsagerne. Giv abonnenter mulighed for kort at fortælle, hvorfor de afmelder sig. Det kan fx være for mange e-mails, manglende relevans, eller at de generelt set er trætte af at få for mange e-mails.
- Brug feedback aktivt. Hver afmelding er en chance for at lære noget. Ved at bruge feedback kan du løbende forbedre både indhold og timing og skabe et nyhedsbrev, der fastholder flere abonnenter.
Skab dit eget nyhedsbrev med Shopify
Der findes mange måder at kommunikere med potentielle kunder på, lige fra organiske opslag på sociale medier til betalt annoncering. Det kan også være en effektiv måde at holde kontakten med tidligere købere.
Et nyhedsbrev giver dig dog noget unikt. Du kan sende din besked direkte til abonnentens indbakke og skabe en løbende dialog, hvor du deler praktisk viden, opbygger kendskab til dine produkter og tjenester og styrker relationen over tid. Ved at følge trinene i denne guide får du et klart overblik over, hvordan man opretter et nyhedsbrev, der understøtter din forretning.
Når du indsamler en e-mailadresse fra en besøgende på din hjemmeside eller en følger på sociale medier, åbner du for en samtale, der kan forvandle en nysgerrig besøgende til en loyal kunde.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man opretter et nyhedsbrev
Kan jeg oprette et nyhedsbrev gratis?
Hvorfor skal jeg oprette et e-mailnyhedsbrev til min virksomhed?
Et e-mailnyhedsbrev giver dig en direkte måde at kommunikere med både potentielle kunder og tidligere købere. Ved løbende at holde kontakten, dele relevant indhold, opdatere om produkter og tilbyde lejlighedsvise rabatter kan du styrke relationen til dit brand og skabe flere gentagne køb.
Hvad er den bedste platform til at oprette et nyhedsbrev?
Kig efter en nyhedsbrevplatform, der tilbyder funktioner som tilpasselige skabeloner, personalisering, segmentering, automatisering, planlægning, test og analyser.
Shopify Messaging, Mailchimp, ConvertKit, Campaign Monitor, MailerLite og Brevo er alle populære valg, som også kan integreres med Shopify-butikker.
Hvordan opretter jeg et nyhedsbrev, der ser professionelt ud?
Du kan skabe et professionelt nyhedsbrev ved at tage udgangspunkt i færdige skabeloner og tilpasse skrifttyper, farver og layout, så de matcher dit eksisterende brand.
Hvordan får jeg min e-mailnyhedsbrevsliste til at vokse?
Du kan få flere abonnenter ved at placere tilmeldingsformularer på din hjemmeside og under betalingsflowet i din webshop. Du kan også dele dit tilmeldingslink på sociale medier.
Hvis du sender dit nyhedsbrev regelmæssigt og giver reel værdi, vil mange abonnenter dele det med venner, familie og kolleger, hvilket kan være med til at få listen til at vokse over tid.


