I maj 2025 åbnede Starbucks en 3D-printet butik, som blev opført helt fra bunden i Brownsville i Texas.
Men udviklingen sker ikke kun i USA. I Danmark er Europas største 3D-printede boligprojekt blevet opført i Holstebro, hvor 36 studieboliger er bygget ved hjælp af 3D-print i beton. Det viser, at teknologien ikke længere kun er eksperimentel, men allerede bruges i praksis, også i Danmark.
Men du behøver ikke selv at støbe beton for at blive en del af 3D-printbølgen.
I dag kan man printe alt fra speciallavede mobilcovers til proteser, smykker og endda møbler. 3D-printindustrien udvikler sig hurtigt, og det samme gør markedet. I 2025 blev det globale marked estimeret til 30,55 mia. dollars (ca. 210 mia. kr.), og det forventes at vokse til 168,93 mia. dollars (ca. 1.160 mia. kr.) i 2033.
I denne guide gennemgår vi, hvordan man starter en 3D-printvirksomhed og bygger en rentabel 3D-printforretning. Du får bl.a. overblik over, hvad du kan printe, hvordan du sælger dine produkter, hvilket udstyr du har brug for, og hvordan du skiller dig ud i et marked med stigende konkurrence.
Hvad er 3D-print?
3D-print, også kaldet additiv fremstilling, er en metode til at skabe fysiske objekter lag for lag ud fra digitale designs. I stedet for at skære i eller forme materialer bygger 3D-printere objekter op fra bunden ved hjælp af plast, resin, metal eller endda fødevaregodkendte materialer.
3D-print spiller også en vigtig rolle i Industri 4.0, som dækker over den nyeste udvikling inden for moderne produktion. Sammen med teknologier som tingenes internet (IoT), robotteknologi og mixed reality hjælper 3D-print virksomheder med at modernisere deres drift, reducere spild og gøre produktionen mere effektiv.
13 profitable forretningsidéer inden for 3D-print
Her er 13 forskellige forretningsidéer inden for 3D-print, som mange allerede tjener penge på i dag, samt hvorfor de fungerer. Mange af disse idéer kan være udgangspunktet for at tjene penge på 3D-print, både som sideprojekt og fuldtidsforretning.
1. Speciallavede prototypetjenester
Startups, industridesignere og opfindere har løbende brug for fysiske prototyper til at teste idéer, før de sætter noget i produktion. Med 3D-print kan du tilbyde prototyper med kort leveringstid og relativt lave omkostninger. Det kan fx være telefontilbehør, hardwarekomponenter eller emballageløsninger.
Hvis du positionerer dig som en hurtig og lokal samarbejdspartner i den tidlige udviklingsfase, er der gode chancer for at få kunder, der vender tilbage, hver gang de videreudvikler produktet.
Selv etablerede, produktbaserede virksomheder bruger denne tilgang. Et godt eksempel er Bulat Kitchen. I et afsnit af podcasten Shopify Masters fortalte grundlæggeren Alex Commons, hvordan 3D-print hjalp teamet med at udvikle prototyper af deres knive i høj kvalitet, inden de gik i produktion.
2. Personlige smykker og accessories
Markedet for 3D-printede smykker forventes at nå 3,3 mia. dollars (ca. 22 mia. kr.) i 2030, drevet af en stigende efterspørgsel efter produkter, der er personlige og unikke.
Du kan designe og printe personlige ringe, halskæder med navneskilte, manchetknapper eller speciallavede urremme i fx metal, resin eller bioplast. Det gør det muligt at skabe skræddersyede designs uden de høje faste omkostninger, der normalt følger med traditionel smykkefremstilling.
3. Arkitektoniske modeller og miniaturer
Arkitekter, udviklere og ejendomsmæglere bruger stadig fysiske modeller til at hjælpe kunder med at visualisere rum og bygninger. Med 3D-print kan modeller laves hurtigere, billigere og med højere præcision end med klassiske modelbygningsteknikker.
I december 2024 brugte forskere i Volterra i Italien 3D-scanning og 3D-print til at bevare romersk arkitektur. De skabte detaljerede modeller af flere hundrede år gamle strukturer, som senere blev brugt til restaurering, undervisning og fysiske kopier.
Samtidig findes der et stort hobbymarked. Samlere, dioramabyggere og modeltogsentusiaster leder ofte efter speciallavede dele, som ikke kan købes færdige. Her rammer du to forskellige, men potentielt rentable kundesegmenter.
4. Undervisningsværktøjer og STEM-produkter
Brugen af 3D-print i uddannelsessektoren forventes at mere end fordobles frem mod 2033, hvor markedet globalt kan nå over 823 mio. dollars (ca. 5,5-6 mia. kr.). Skoler, lærere og forældre investerer i stigende grad i fysiske læringsværktøjer, der gør undervisningen mere engagerende og lettere at forstå.
Du kan fx designe og sælge:
- Molekylære struktursæt til kemi og biologi
- Geometriske puslespil og figurer til matematikundervisning
- Enkle maskinmodeller til undervisning i ingeniørprincipper
- Braille-alfabetfliser eller taktile kort, der øger tilgængeligheden
- Speciallavede undervisningsredskaber tilpasset konkrete læseplaner
Et konkret eksempel fra USA er Augusta School Department i Maine. Med støtte fra et Teach with Tech-tilskud indførte skolen 3D-print i indskolingen ved at købe fire 3D-printere monteret på vogne. Det gjorde det nemt for lærerne at flytte printerne mellem klasselokaler og bruge dem i undervisningen.
I Danmark bliver 3D-print også brugt i undervisningen som en del af digitale fremstillingsteknologier, bl.a. i fag og forløb, hvor elever arbejder med design, prototyper og praktisk problemløsning.
5. Boligindretning og opbevaringsløsninger
Efterspørgslen på boligindretning er høj, og mange forbrugere leder efter produkter, der føles unikke frem for masseproducerede. Samtidig er #homedecor blandt de mest populære hashtags på Instagram med millioner af opslag.
Det er også et område, som store virksomheder satser på. Signify, som er en af verdens største producenter af 3D-printede belysningsløsninger, har indgået en aftale med McDonald's om at producere specialdesignet belysning til restauranter verden over ved hjælp af deres egen teknologi.
Du behøver dog ikke arbejde i den skala for at få succes. Her er nogle produktidéer, der kan være gode at starte med:
- Vægmonterede opbevaringsløsninger: Det kan fx være nøgleholdere til entréen, opbevaring til post og breve eller enkle væghylder til små rum
- Geometriske plantekrukker: fx til sukkulenter eller skriveborde, som ofte klarer sig godt på Etsy og Instagram
- Speciallavede lampeskærme eller lysarmaturer: Godt til lejere og boligejere, der vil opdatere et rum uden større ombygning
- Løsninger til ledninger: Det kan fx være ledningsclips, opbevaringsløsninger under skrivebordet og holdere til stikdåser
- Skuffeindsatser og bestikbakker: Tilpasset populære møbler som Ikea-enheder, hvor mange gerne betaler for den helt rigtige pasform
6. Spilfigurer og samleobjekter
Du kan printe speciallavede miniaturefigurer til Dungeons & Dragons (D&D), brætrollespil og strategispil eller skabe din egen serie af samlerfigurer og fantasivæsner. Kunderne er ofte dedikerede hobbyentusiaster og cosplayere, som går op i detaljer og gerne betaler ekstra for noget unikt.
For nylig byggede en D&D-fan et 3D-printet Castle Ravenloft, der var mere end 2 meter højt. Det siger noget om, hvor langt denne målgruppe er villig til at gå, både tidsmæssigt og økonomisk, for at bringe deres fantasiverdener til live.
7. Fremstilling af reservedele
3D-print er en billig og mere bæredygtig måde at erstatte reservedele, der er svære at få fat på, og det åbner for nye indtægtsmuligheder på både B2C- og B2B-markedet.
Philips giver i dag forbrugere mulighed for selv at 3D-printe reservedele til personlige plejeprodukter som OneBlade-trimmeren via deres Philips Fixables-programmet. Programmet er udviklet i samarbejde med Prusa Research og stiller open source-designfiler til rådighed, så brugerne kan printe dele som justerbare barberkamme i almindeligt PLA-filament.
I stedet for at smide et velfungerende produkt ud pga. manglende tilbehør kan brugerne nu selv printe en erstatning. Det understøtter samtidig EU’s stigende fokus på retten til reparation.
Der er stor efterspørgsel efter lokale og gør-det-selv-reparationsløsninger. Her kan du bl.a.:
- Designe og sælge reservedele til vintageprodukter eller varer, der ikke længere produceres
- Tilbyde on-demand-print til elektronikreparatører og lokale reparationsværksteder
- Opbygge et digitalt bibliotek med STL-filer til dele, der ofte går i stykker og er svære at skaffe
8. Medicinske og dentale modeller
3D-print gør abstrakte begreber mere konkrete og giver undervisere og studerende de praktiske værktøjer, de ofte mangler, især inden for STEM-områder.
Et godt eksempel er forskning offentliggjort i BMC Medical Education. Her viste man, at 3D-printede modeller til lokalbedøvelse i pædiatrisk tandlægeuddannelse hjalp de studerende med at få en bedre forståelse af anatomi og injektionssteder. 68,2 % var helt enige, og 28,8 % var enige i, at modellerne forbedrede deres læring.
💡 Bemærk: Hvis du vælger denne forretningsidé, skal du være opmærksom på, at medicinsk brug af 3D-printet udstyr er omfattet af strenge regler i EU og Danmark. For at kunne sælge medicinsk udstyr skal produkterne opfylde EU’s regler og typisk CE-mærkes, før de må markedsføres.
Potentialet er stort. Markedet for 3D-printede medicinske enheder forventes at nå 16,5 mia. dollars (ca. 110-115 mia. kr.) i 2034, men det er vigtigt at have styr på reglerne, før du går i gang.
9. Specialfremstillede reklameprodukter
Med 3D-print kan du tilbyde reklameprodukter i mindre oplag, som gør stort indtryk, uden de høje opstartsomkostninger, der følger med traditionel produktion.
Det kan fx være:
- Miniatureudgaver af produkter til SaaS-virksomheder eller teknologistartups
- Brandede skrivebordsprodukter som puslespil, blyantholdere eller stressbolde
- Speciallavede navneskilte eller skilte til events, pop-ups og butikker
- Maskotfigurer eller gaver til konferencer og messer
Denne niche er især relevant for bureauer, marketingteams og B2B-virksomheder, der vil skille sig ud og styrke relationen til deres kunder..
10. Tilbehør og legetøj til kæledyr
Kæledyrsejere er villige til at bruge penge, og markedet for kæledyrsprodukter er i kraftig vækst globalt.
Det skaber et stort potentiale for 3D-printede produkter, der kombinerer funktionalitet med personlig tilpasning. Du kan fx lave:
- Speciallavede ID-mærker med kæledyrsnavne, ikoner eller QR-koder
- Slowfeeder-skåle og puslespilslegetøj, der stimulerer dyrene mentalt
- Personlige halsbånd eller clips til snore
- Nøgleringe med kæledyrstema eller matchende accessories til ejer og kæledyr
- Monterbare automater til godbidder eller foderskeer, der gør hverdagen nemmere
Mange af disse produkter er små, nemme at sende og hurtige at udvikle. Derfor er de meget velegnede til B2C-e-handel.
11. Rekvisitter og kostumer til cosplay
Cosplay er et globalt marked med høje forbrugerudgifter, drevet af anime-fællesskaber, gamingmiljøer og store film- og mediefranchises. Markedet for cosplaykostumer forventes at vokse med en årlig vækst på ca. 7,44 % frem mod 2028.
Kvindelige cosplayere spiller en central rolle og er med til at øge efterspørgslen efter kostumer og rekvisitter i høj kvalitet, som ligner det, man ser på skærmen. Her spiller 3D-print en vigtig rolle, da teknologien gør det nemmere og mere tilgængeligt at fremstille komplekse, speciallavede dele, der føles autentiske.
Populære produkter omfatter bl.a.:
- Bærbare rustninger og masker fra Marvel, DC, anime og RPG-universer
- Kopier af våben som sværd, stave og blastere
- Hjelme og ansigtsplader, der kan samles modulært
- Sæt med tilbehør som bæltespænder, handsker og futuristiske rekvisitter fra sci-fi-universer
12. Kunst og skulpturer
Kunstnere bruger i stigende grad 3D-print til at skabe værker, der udfordrer traditionelle former og materialer.
Et godt eksempel er udstillingen Digital G-O-D i Amsterdam. Her blev 30 detaljerede 3D-printede skulpturer vist side om side med UV-printede og sublimerede 2D-værker. Kunstnerne brugte industrielle printere som Mimaki 3DUJ-553 til at skabe fuldfarveskulpturer, der reflekterede lys, skabte dybde og blev printet på materialer som akryl og holografisk film.
Udstillinger som denne viser, at der findes et betalende publikum for kunst, hvor det digitale og det fysiske mødes.
Hvis du er kunstner eller designer, kan det blive en forretningsidé på flere måder:
- Sælg kunst, limited edition-print eller skulpturer via din egen Shopify-butik eller platforme som Artsy og Saatchi Art
- Licensér dine 3D-filer til andre skabere eller producenter
- Samarbejd med gallerier eller brands om installationer, butiksdisplays eller reklamekunst
- Tilbyd 3D-kunstprint som en service for digitale kunstnere, der ikke selv har adgang til print
13. Lokale printtjenester (on-demand)
Det er ikke alle, der har en 3D-printer derhjemme, men mange har brug for at få noget printet.
Hvis du starter en virksomhed, hvor du arbejder med print-on-demand, kan du blive en værdifuld samarbejdspartner for studerende, små virksomheder, skabere og hobbyfolk, som har idéer eller færdige STL-filer, men mangler udstyret til at føre dem ud i livet.
Du kan fx tilbyde:
- Prototypeprint til lokale iværksættere og produktdesignere
- Reservedele til elektronikreparatører og samlere af ældre produkter
- Skoleprojekter for elever og undervisere, der har brug for modeller eller rekvisitter
- Specialbestillinger til hobbyfolk og kreative skabere, cosplayere samt kunstnere uden egne printere
- Hurtige printopgaver til events, demomodeller eller designpræsentationer
I denne forretningsmodel tjener du primært på din adgang til udstyret, din tekniske kunnen og din evne til at levere hurtigt.
Hvad er trinene i 3D-print?
3D-print giver dig større kontrol over hele produktionsprocessen, fra det første design til det færdige produkt.
Processen består typisk af fem grundlæggende trin:
- Design dit objekt: Først laves en 3D-model af det ønskede objekt ved hjælp af CAD-software. Alternativt kan man kopiere formen på et eksisterende produkt ved at scanne det med en 3D-scanner. Den digitale model fungerer som en slags tegning, som printeren arbejder ud fra.
- Forbered filen (også kaldet slicing): Herefter opdeles 3D-modellen i meget tynde lag ved hjælp af særlig software. Modellen omdannes til en række instruktioner, som fortæller printeren, hvordan hvert lag skal opbygges.
- Print objektet: 3D-printeren går i gang med at fremstille det fysiske produkt ved at lægge materiale som plast, resin eller keramik i præcise lag ud fra instruktionerne.
- Lagene bindes sammen: Efterhånden som hvert lag printes, bindes materialet sammen med laget nedenunder. Processen fortsætter, indtil hele objektet er færdigt.
- Efterbehandling: Til sidst kan objektet efterbehandles. Det kan fx være rengøring, hærdning, slibning, maling eller samling, alt efter hvilket resultat du ønsker.
Sådan starter du en 3D-printvirksomhed i 10 trin
Denne guide viser, hvordan man starter en 3D-printvirksomhed og udvikler den til en bæredygtig 3D-printforretning.
1. Udfør markedsundersøgelse
Få overblik over markedet ved at undersøge, hvordan en 3D-printvirksomhed kan fungere inden for netop din niche. Kig både på lokale og online markeder for at forstå efterspørgslen, identificere huller i markedet og finde nye muligheder. Undersøg konkurrenternes priser, kundernes behov og aktuelle 3D-printtendenser.
Du kan også undersøge efterspørgslen på danske platforme som DBA og Facebook Marketplace eller følge trends i relevante onlinefællesskaber. Mange iværksættere bruger desuden platforme som Kickstarter til at teste efterspørgslen og validere deres idé, før de investerer for meget tid og kapital.
💡Pro tip: Brug platforme som Reddit, Etsy, Google Trends og Kickstarter til at se, hvad der sælger, og hvor der stadig er plads til nye idéer.
2. Udarbejd en forretningsplan
En forretningsplan fungerer som din køreplan. Den beskriver dine mål, og hvordan du vil nå dem. Den er især vigtig, hvis du har brug for finansiering, da investorer typisk forventer en klar og gennemtænkt plan.
Du kan bruge en skabelon til en forretningsplan til at få styr på:
- Forretningsmål
- Målgruppe
- Produkter eller ydelser
- Prisniveau
- Økonomiske forventninger
- Marketingplan
3. Etablér din virksomhed juridisk
Registrér din 3D-printvirksomhed under en virksomhedsform som enkeltmandsvirksomhed, anpartsselskab eller aktieselskab. Selskabsformer giver typisk mere juridisk beskyttelse og bedre adgang til finansiering.
I Danmark skal du registrere din virksomhed via Virk.dk med MitID, og i den forbindelse får du et CVR-nummer. Derudover har du brug for de nødvendige tilladelser samt en erhvervskonto og relevante forsikringer.
Hvis du sælger momspligtige produkter eller tjenester for mere end 50.000 kr. om året, skal din virksomhed som udgangspunkt momsregistreres. Du bør også tidligt få styr på bogføring og momsregnskab. I Danmark er flere virksomheder omfattet af krav om digital bogføring, afhængigt af virksomhedstype og omsætning.
4. Skaf finansiering
Ud over udgifter til 3D-printere, materialer, software, juridisk hjælp og markedsføring skal du tage stilling til, hvordan virksomheden skal finansieres. Nogle vælger at bruge egne midler, mens andre søger ekstern kapital.
Du kan fx undersøge offentlige støtteordninger eller private løsninger som Shopify Capital, alt efter hvad der passer bedst til din situation. (Bemærk: Shopify Capital er endnu ikke tilgængeligt i Danmark. Tjek tilgængeligheden i dit marked.)
I Danmark kan du også undersøge muligheder som banklån, offentlige støtteordninger eller finansiering gennem EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond).
5. Undersøg og vælg en 3D-printteknologi
Den printerteknologi, du vælger, skal passe til din niche. De mest udbredte muligheder er:
- FDM (Fused Deposition Modeling): Velegnet til begyndere og almindelige printopgaver med materialer som PLA og ABS.
- SLA (Stereolithography): Ideel til meget detaljerede emner som smykker og dentale modeller.
- SLS (Selective Laser Sintering): Oplagt til mere avancerede eller industrielle dele.
Vælg teknologi ud fra, hvad du vil sælge, og hvilke krav der er til præcision og hastighed.
6. Lej et lokale og køb udstyr
Mange starter deres 3D-printvirksomhed hjemmefra. Når forretningen vokser, får du dog behov for mere plads.
Hvis du arbejder hjemmefra, bør du også undersøge reglerne i din kommune, fx i forhold til støj, ventilation og erhvervsdrift i boligområder.
Uanset størrelsen skal du have et arbejdsområde med god ventilation, ordentlig belysning og adgang til strøm. Derudover skal du investere i de rette printere og materialer til din niche. Sammenlign forskellige mærker og modeller, så de passer til både dit budget og din forretningsplan.
7. Vælg en salgsplatform
Du kan godt starte med at sælge via markedspladser som Etsy eller Amazon, men du får langt større kontrol over både brand, priser og kundedata ved at have din egen webshop.
💡 Bemærk for Etsy-sælgere: Fra juni 2025 kræver Etsys regler, at 3D-printede produkter skal være baseret på dine egne, originale designs. Downloadede STL-filer eller remixet indhold er ikke tilladt. Hvis du ikke overholder reglerne, risikerer du, at dine produkter bliver fjernet fra platformen.
Hvis du vil sælge direkte til forbrugerne, kan en e-handelsplatform som Shopify håndtere det praktiske i forbindelse med din butik. Det gælder bl.a.:
- Visning af detaljerede produktbeskrivelser med billeder, materialer og leveringstider
- Indsamling af kundedata og administration af kundekonti
- Sikker håndtering af onlinebetalinger
- Afvikling af marketingkampagner via e-mail, SMS, automatisering og mersalg
- Tilpasning af indhold, priser og valutaer til internationale kunder
Det er også en fordel at tilbyde betalingsmetoder, som danske kunder kender, fx MobilePay og Dankort.
Hvis du i stedet vil fokusere på B2B-salg, er Shopify også velegnet. Mange B2B-købere forventer i dag samme brugervenlige oplevelse, som de kender fra almindelige webshops. Med Shopify kan du bruge den samme opsætning til både B2C og B2B.
Det kan fx fungere sådan:
- Opret en adgangsbeskyttet portal kun for engroskunder
- Vis specielle prislister, produktkataloger eller minimumsordrer
- Hold styr på B2B-ordrer separat, mens den daglige drift er samlet ét sted
Men hvad nu, hvis du vil sælge 3D-printede produkter og springe fremstillingsdelen over?
Hvis du gerne vil sælge 3D-printede produkter uden selv at stå for produktionen, findes der også løsninger som WAZP+ til Shopify, der gør det muligt at drive en on-demand 3D-printvirksomhed uden lager og egen produktion.
Sådan fungerer det:
- Forbind din butik til WAZP+
- Tilføj produkter fra WAZPs 3D-printede katalog til din webshop
- Sælg som normalt, mens ordrerne behandles automatisk.
- WAZP står for produktion, pakning og levering under dit brand.
Denne løsning er oplagt, hvis du vil sikre stabil produkttilgængelighed og slippe for logistik, mens du fokuserer på design og markedsføring.
8. Ansæt personale efter behov
Når ordremængden vokser, kan det blive nødvendigt at få hjælp. Det kan fx være:
- En CAD-designer eller modellør til specialopgaver
- En printtekniker, der kan stå for drift, vedligeholdelse og kvalitetskontrol
- Kundesupport eller en ansvarlig for ordre- og logistikstyring
Mange starter alene, men det er en god idé at planlægge og budgettere for vækst, hvis der kommer fart på din forretning. Du kan også starte med freelancere eller samarbejdspartnere, før du ansætter fast.
9. Opbyg en stærk online tilstedeværelse
Mange potentielle kunder finder din virksomhed gennem søgninger på nettet. Derfor er det vigtigt at have både en professionel webshop og aktive profiler på relevante sociale medier.
Din online tilstedeværelse skal tydeligt vise, hvad du er god til, og hvilke produkter eller ydelser du tilbyder. Hvis du vælger en samlet e-handelsløsning som Shopify, får du typisk adgang til en brugervenlig websitedesigner som en del af abonnementet.
Gør det nemt for kunderne at finde dig ved at arbejde med søgemaskineoptimering. Det indebærer bl.a., at du bruger relevante søgeord i:
- Produktbeskrivelser
- Meta-titler og meta-beskrivelser
- Profiltekster på sociale medier
- Blogindlæg og artikler
10. Markedsfør din 3D-printvirksomhed
Søgemaskiner er langt fra den eneste måde at tiltrække kunder på. En gennemtænkt markedsføringsindsats hjælper dig både med at tiltrække nye kunder og fastholde dem, du allerede har. Overvej en kombination af:
- Betalt annoncering (fx på Facebook og Instagram)
- Indholdsmarkedsføring
- E-mailkampagner og nyhedsbreve
- Markedsføring på sociale medier
- Samarbejder via apps som Shopify Collabs
- Mund-til-mund-anbefalinger
Du kan også arbejde med lokale tiltag som messer, netværksarrangementer eller samarbejder med andre virksomheder i dit område, især hvis du tilbyder produkter eller tjenester lokalt eller private label-produkter.
For at tjene penge på 3D-print skal du være synlig der, hvor din målgruppe allerede er. Find ud af, hvilket indhold der virker på de enkelte platforme, og fokuser på det. Brug din egen viden og erfaring til at bygge videre derfra.
📌Pro tip: Forbind din Shopify-butik med platforme som Facebook, Instagram, Pinterest og TikTok, og gør dine profiler til salgssteder. Med social commerce kan kunder både stille spørgsmål og købe dine produkter direkte i de apps, de allerede bruger.
Hvor meget koster det at starte en 3D-printvirksomhed?
Opstartsomkostninger for en 3D-printvirksomhed ligger typisk mellem ca. 14.000-70.000 kr. for en simpel opsætning. Hvis du investerer i mere avanceret eller industriel produktion, kan det hurtigt løbe op i 175.000 kr. eller mere.
I praksis afhænger budgettet af din niche, dit udstyr og hvor hurtigt du vil udvide din forretning. Mange starter småt hjemmefra og udvider løbende.
I en dansk kontekst kan især udgifter til el, husleje og arbejdskraft have stor betydning for dine samlede omkostninger. Derfor er det en god idé at tænke i fleksible løsninger fra starten.
Kort overblik over omkostninger
Her er et overblik over de typiske udgifter baseret på internationale brancheestimater fra bl.a. FinModelsLab og 3D-printerproducenten Raise3D. Beløbene er omregnet fra amerikanske dollars til danske kroner. Bemærk, at omkostninger i Danmark ofte er højere, især når det gælder arbejdskraft, el og lokaler. Til gengæld kan du i mange tilfælde starte småt hjemmefra og holde de første omkostninger nede.
|
Kategori |
Forventet omkostningsinterval |
Noter |
|---|---|---|
|
3D-printere |
ca. 1.400-175.000 kr.+ |
Fra begyndermodeller til professionelle og industrielle printere |
|
Printmaterialer |
ca. 140-700 kr./kg |
Filament, resin og pulvere afhængigt af kvalitet og anvendelse |
|
Software |
ca. 0-10.500 kr. |
CAD-programmer, slicing-software og licenser |
|
Efterbehandling |
ca. 1.400-21.000 kr. |
Slibning, hærdning, rengøring og finish |
|
Lokaler og opsætning |
ca. 0-35.000 kr.+ (eller ca. 7.000-17.500 kr./md.) |
Inventar, ventilation, husleje og strøm |
|
Arbejdskraft |
ca. 100-525 kr./time |
Design, opsætning, overvågning og efterbehandling |
|
Strøm og drift |
Varierer |
Afhænger af printertype, brug og elpriser |
|
Jura og forsikring |
ca. 2.100-14.000 kr.+ |
Registrering, forsikring og juridisk rådgivning |
|
Marketing og branding |
ca. 14.000-35.000 kr. |
Website, annoncering og lancering |
Lad os nu kigge nærmere på de enkelte omkostningsområder.
3D-printere
3D-printere spænder fra få tusinde kroner for simple desktop-modeller til flere hundrede tusinde kroner for industrielle maskiner. Hvis du er i gang med at starte op, kan det være realistisk at budgettere ca. 2.000-70.000 kr. for en eller flere printere i mellemklassen.
💡 Pro tip: En populær model blandt begyndere er Bambu Lab A1 Mini, som er kendt for nem opsætning, høj printkvalitet og automatisk kalibrering, og er bl.a. blevet fremhævet i en artikel fra The New York Times. Priserne starter typisk omkring 1.700-2.500 kr., men afhængigt af din forretningsmodel kan du få brug for en mere avanceret printer.
Printmaterialer
Omkostningerne til filament og resin afhænger af, hvad du printer, og hvor meget du producerer. Ifølge brancheestimater fra Additive Plus kan du forvente følgende:
- PLA/ABS filament: ca. 140-350 kr./kg
- Filament i teknisk kvalitet: ca. 420-700 kr./kg
- Resin: ca. 350-850 kr./liter
- Pulver (SLS): ca. 700 kr./kg eller mere
Materialeomkostninger kan udgøre ca. 10-20 % af din samlede startinvestering, især hvis du producerer i større volumen eller med høj detaljegrad.
Software
Din 3D-printer styres af 3D-modellerings- og slicing-software. Nogle programmer som Blender, FreeCAD og OpenSCAD er gratis og open source, hvilket gør dem velegnede til begyndere og mindre projekter.
Du skal typisk betale for mere avanceret software:
- Autodesk Fusion: Gratis til personlig brug med begrænsninger, ellers ca. 5.800 kr./år eller ca. 730 kr./md. for fuld adgang.
- Simplify3D: 199 dollars (ca. 1.400 kr.) som engangsbeløb
- SolidWorks: Priser fra 2.820-4.716 dollars (ca. 20.000-33.000 kr.) pr. år.
Valget af software afhænger af kompleksiteten af dine produkter. Hvis du fx laver detaljerede smykker eller mekaniske dele, kan det betale sig at investere i mere avancerede værktøjer, da det sparer tid og reducerer fejl.
Efterbehandlingsudstyr
Nogle 3D-printede produkter kræver efterbehandling, før de er klar til brug. Det kan fx være slibning, hærdning, rengøring eller maling.
Udstyr til efterbehandling kan koste fra et par tusinde kroner til flere titusinde kroner afhængigt af behov og kvalitet.
Lokaler og drift
Du kan godt starte hjemmefra, især hvis du driver en mindre virksomhed med fokus på lokale kunder eller online salg.
Hvis du vil udvide, kan det blive nødvendigt med et værksted eller lager. Her skal du tage højde for udgifter til husleje, strøm og internet. I Danmark kan især elpriser og krav til ventilation have stor betydning for dine løbende omkostninger.
Krav til arbejdsplads og opsætning
Hvis du bevæger dig ud over hobbybrug, kan investering i mere professionelt udstyr give bedre præcision, holdbarhed og hastighed i din produktion.
Dine pladsbehov afhænger af printerens størrelse, krav til ventilation og om du også står for efterbehandling.
- Plads til udstyr: De fleste desktop 3D-printere kræver ca. 60-90 cm bordplads. Større eller industrielle printere kan kræve et dedikeret rum.
- Efterbehandling: Sørg for et separat område til slibning, hærdning, maling eller samling.
- Opbevaring: Du får brug for tør og støvfri opbevaring af materialer som filament og resin samt plads til værktøj og reservedele.
- Lokale regler: Hvis du arbejder hjemmefra, bør du undersøge reglerne i din kommune. Der kan være begrænsninger på støj, ventilation og erhvervsdrift i boligområder.
❗Bemærk: 3D-print kan frigive ultrafine partikler og flygtige organiske forbindelser (VOC’er). Ifølge EU’s arbejdsmiljøportal og forskning på området bør eksponering begrænses, fx gennem god ventilation og udsugning. Det anbefales derfor at placere printerne i et ventileret område, adskilt fra opholdsrum, især ved materialer som ABS, nylon og resin.
Hyring af arbejdskraft
Hvis du får flere ordrer, kan det blive relevant at ansætte medarbejdere eller samarbejde med freelancere. Her skal du tage højde for løn, oplæring og eventuelle personaleomkostninger.
I Danmark vil lønniveauet typisk ligge højere end internationale gennemsnit, især hvis du har brug for specialiserede kompetencer som CAD-design eller teknisk drift.
Forsikring og juridiske omkostninger
Som virksomhedsejer bør du have relevante erhvervsforsikringer som fx produktansvarsforsikring, erhvervsansvarsforsikring og forsikring af udstyr og maskiner.
Nogle forsikringer er lovpligtige i Danmark, som fx arbejdsskadeforsikring, hvis du har ansatte, mens andre afhænger af din branche og risiko. I visse tilfælde kan ansvarsforsikringer også være et krav, afhængigt af din virksomhedstype.
Priserne varierer afhængigt af din virksomhedstype og risiko, så det er en god idé at indhente tilbud fra flere udbydere.
Derudover kan der være udgifter til juridisk hjælp i forbindelse med registrering, kontrakter og handelsbetingelser. Mange vælger at kombinere rådgivning med online værktøjer til standarddokumenter.
Omkostninger til markedsføring
Når du starter en 3D-printvirksomhed, skal du også afsætte budget til markedsføring. Det kan fx være opbygning af webshop, annoncering og synlighed på sociale medier.
Budgettet afhænger af din strategi og dine ambitioner. Mange mindre virksomheder starter med et begrænset marketingbudget og udvide i takt med væksten. Samtidig viser europæiske branchedata, at en stigende del af virksomheders marketingbudget i dag går til digitale kanaler som sociale medier og søgemaskiner.
Det inkluderer bl.a.:
- Website og webshop
- Betalte annoncer (fx Meta og Google)
- SEO og indholdsproduktion
- E-mail marketing
Bedste praksis for, hvordan man starter en 3D-printvirksomhed
Etablér en klar arbejdsproces for dine projekter
En arbejdsproces er den faste måde, du arbejder på, når du producerer dine 3D-printede produkter. Den starter typisk med design i CAD-software og fortsætter med klargøring af filen, print af en prototype og test af produktet.
Nogle iværksættere er bekymrede for, om faste arbejdsgange begrænser kreativiteten. I praksis gør det ofte det modsatte. En fast proces sparer tid, reducerer fejl og giver dig mere overskud til at udvikle og forbedre dine produkter.
Vedligehold og kalibrér dine 3D-printere
3D-printere er maskiner som alle andre. Hvis du vedligeholder dem løbende, kan de holde i mange år. Hvis ikke, kan det hurtigt føre til dyre reparationer eller udskiftning af dele.
Her er en enkel tjekliste:
- Rengør printeren for støv og filamentrester, især omkring dysen
- Smør bevægelige dele for at mindske slid
- Tjek skruer og remme
- Opdatér firmware og software
- Udskift slidte eller defekte dele
Det er også vigtigt at kalibrere printeren jævnligt for at sikre præcision og korrekt materialeforbrug. Mange moderne printere har funktioner, der gør det nemt.
Vælg de rigtige materialer til forskellige formål
Der findes mange materialer til 3D-print, bl.a. plast, metal og keramik. Der er dog ikke ét materiale, der passer til alt. Valget afhænger af, hvad produktet skal bruges til.
PLA er fx velegnet til prototyper og legetøj, fordi det er billigt og biologisk nedbrydeligt. Metalpulver egner sig derimod bedre til smykker eller tekniske komponenter, hvor styrke og holdbarhed er vigtig.
Prisen spiller også en rolle. Som Alex Commons fra Bulat Kitchen forklarer, kan en 3D-printet prototype koste omkring 30 dollars (ca. 200 kr.), mens traditionel produktion af værktøj kan koste mange gange mere ved hver iteration.
Skil dig ud fra konkurrenterne
Der er stigende konkurrence på markedet, så det er vigtigt at skille sig ud.
Her er nogle måder at gøre det på:
- Fokuser på emballage og præsentation: En god unboxing-oplevelse kan gøre en førstegangskunde til en tilbagevendende kunde. Overvej fx branding, små ekstra elementer eller en personlig hilsen (fx klistermærker eller takkekort)
- Tilbyd designservice: Mange kunder har en idé, men ikke en færdig 3D-fil. Hvis du kan hjælpe med design eller tilpasning, skaber du ekstra værdi
- Del din proces: Brug video og indhold til at vise, hvordan dine produkter bliver lavet, og hvordan de kan bruges. Det skaber både tillid og interesse
Som Braydon Moreno fra Robo siger: “Det er en støjende verden, og du konkurrerer ikke længere kun med dine direkte konkurrenter.”
Hold styr på lager og beregn dine omkostninger
- Få styr på dine omkostninger pr. enhed: Sørg for at vide præcis, hvad hver printet enhed koster. Det gælder både pr. produkt og i større produktioner. Din pris bør tage højde for materialer, slitage, afskrivning på udstyr, arbejdstid (opsætning, efterbehandling og pakning), fragt samt software og øvrige faste omkostninger. Du kan fx bruge Shopifys Pris pr. vare-felt til at holde styr på dine omkostninger pr. produkt. Det gør det lettere at opdage små avancer, før de påvirker din indtjening.
-
Behandl materialer som lager: Selvom du printer efter behov, fungerer materialer som filament, resin, dyser og byggeplader som lager. Hvis du løber tør, kan det stoppe din produktion. Brug Shopifys lagerstyring til bl.a. at:
- Sætte genbestillingspunkter og få besked ved lav lagerstatus
- Holde styr på materialeforbrug
- Synkronisere lager på tværs af salgskanaler
💡Bonus: Hvis du sælger færdigproducerede varer, kan du spore lager pr. variant, fx størrelse, farve og materiale, så du undgår at oversælge.
Implementér kvalitetskontrol
Høj kvalitet betyder ofte, at du kan fastsætte bedre priser og opbygge en mere stabil forretning på sigt. Tilfredse kunder returnerer sjældnere varer, og de vender oftere tilbage.
Der kan opstå fejl i alle dele af en 3D-printproces, fx pga. forkert kalibrering, materialer der opfører sig anderledes end forventet, eller fejl i designet. Med faste kvalitetskontroller kan du opdage problemerne tidligt og rette dem, før produktet når ud til kunden.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man starter en 3D-printvirksomhed
Kan jeg 3D-printe hvad som helst og sælge det?
Du kan printe de fleste produkter, der kan fremstilles med additiv produktion, fra simple dele til mere avancerede komponenter. Du må sælge dem, så længe du overholder gældende regler om bl.a. sikkerhed, forbrugerbeskyttelse, ophavsret og skat.
Skal jeg have teknisk ekspertise for at komme i gang?
Du behøver ikke være ekspert fra start, men det er en fordel at have en grundlæggende forståelse for, hvordan en 3D-printer fungerer. Meget kan læres gennem guides, videoer og onlinekurser. Alternativt kan du fokusere på forretningen og få hjælp til den tekniske del.
Hvad bør jeg tage højde for, når jeg fastsætter priser?
Tag højde for dine omkostninger til materialer og udstyr, efterspørgslen i markedet og hvad dine konkurrenter tager for lignende produkter. Husk også at medregne arbejdstid og eventuel efterbehandling.
Kan man starte en 3D-printvirksomhed hjemmefra?
Ja, mange starter deres 3D-printvirksomhed hjemmefra med en enkelt printer og et begrænset budget. Det er en fleksibel måde at teste din idé på, før du investerer i større lokaler eller mere avanceret udstyr. Hvis du arbejder hjemmefra, bør du dog være opmærksom på lokale regler i din kommune, fx i forhold til støj, ventilation og erhvervsdrift i boligområder. Det er også vigtigt at sikre god ventilation, især hvis du printer med materialer som ABS eller resin.
Hvordan sikrer jeg kvaliteten af mine 3D-printede produkter?
Du kan sikre en ensartet kvalitet ved at bruge gode materialer og driftssikre printere. Det er også vigtigt, at du selv og eventuelle medarbejdere har praktisk erfaring med 3D-print og de tilhørende processer.
Hvordan finder jeg kunder til min 3D-printvirksomhed?
Start med at definere din målgruppe. Vær aktiv på sociale medier, del indhold på YouTube, kør målrettede annoncer og arbejd med SEO. Blogindlæg og samarbejder med relevante indholdsskabere kan også øge både synlighed og troværdighed.
Hvilke typer 3D-printere er bedst for begyndere?
Bambu Lab A1 Mini er et populært valg blandt begyndere. Den er relativt prisvenlig, har automatisk kalibrering og understøtter farveprint, hvilket gør den nem at komme i gang med, også hvis du ikke har teknisk erfaring.


