Er du interesseret i at lære, hvordan du kan øge din trafik og markedsføre et produkt uden at budgettet løber løbsk? I denne artikel gennemgår vi nogle simple digitale marketingstrategier, som enhver iværksætter kan bruge til at få gratis trafik til sin butik. Det eneste, du skal investere, er godt gammeldags hårdt arbejde.
Ulempen er, at trafikken ofte stopper igen, så snart budgettet er brugt op, og at du hele tiden skal bruge penge for at holde gang i annonceringen. Heldigvis findes der mange andre taktikker, hvis du vil lære, hvordan du kan øge webtrafikken.
Det er her organisk marketing kommer ind i billedet, som grundlæggende refererer til alt, der ikke er en del af betalte annoncer og strategier. Organisk markedsføring, som også er kendt som inbound marketing, fokuserer i stedet på enkle, handlingsorienterede strategier for at opnå mere gratis trafik ved at skabe værdi for dit publikum.
En vigtig ting at huske er, at du bør fokusere på den mest relevante trafik, du kan finde, og vælge en strategi, du kan holde fast i. Sørg for, at du arbejder på at opnå resultater med én tilgang, før du tilføjer flere. Hvis du spreder dig for tyndt ud over for mange taktikker på én gang, kan du ende med at føle dig overvældet og frustreret.
4 forudsætninger for at få mere organisk trafik
Hvis du vil lægge al den energi i at drive organisk trafik, bør du sikre dig, at du er klar til succes. Det gælder ikke bare om at skabe trafik uden et formål. Det, der er målet, er en stabil strøm af potentielle kunder og at omsætte trafik til indtægter og profit. Før du går i gang, skal du sikre dig, at du har:
- Et fantastisk produkt, der er rentabelt. Det er en god idé at gennemgå en produktvalideringsproces, før du lancerer dine organiske marketingtaktikker. Det skridt var fx afgørende for livs- og forretningspartnere Natalie Holloway og Maximilian Kislevitz, da de lancerede deres brand Bala.
- Et tilstrækkeligt stort publikum. Du skal have en god målgruppe af mennesker, der er interesseret i at købe denne type produkt.
- Et tydeligt defineret marked. Det betyder, at der skal være en gruppe mennesker i et marked med fælles værdier, adfærd eller andre kvaliteter, du kan fokusere på.
- En god produktfortælling. Din hjemmesides tekst og produktbeskrivelser skal være tilstrækkeligt overbevisende til at omdanne besøgende til kunder.
Når du er klar med ovenstående, er det tid til at komme i gang.
Derfor er indhold kernen i en organisk marketingstrategi
Indhold er en af de vigtigste grunde til, at folk bruger internettet. Når du arbejder målrettet med indhold, kan det blive en stærk drivkraft til at øge din organiske trafik og tiltrække de rigtige besøgende.
Indholdsmarkedsføring handler om at skabe relevant, informativt og engagerende indhold, der hjælper potentielle kunder og samtidig leder dem videre til din webshop. Det er en effektiv måde at opbygge trafik på, da det både styrker dit brand og gør din virksomhed til en troværdig aktør i din branche.
Indhold er ikke bare konge. Indhold er hele kongeriget.
Lee Oden
Det er vigtigt at huske, at organisk markedsføring er en langsigtet indsats, som kræver tålmodighed og vedholdenhed. Til gengæld kan det have en stor effekt. Brands, der arbejder aktivt med indholdsmarkedsføring, oplever en væsentligt højere vækst i unik webtrafik end dem, der ikke gør.
Derudover kan godt indhold:
- Opbygge tillid hos dine kunder
- Forbedre dine konverteringer
- Skabe kundeemner uden høje annonceomkostninger
- Styrke din synlighed i søgemaskiner gennem bedre SEO
For at få det fulde udbytte skal du producere indhold i forskellige formater. Det kan fx være blogindlæg, e-bøger og videoer. Indholdet bør ikke kun handle om dine produkter, men give reel værdi og indsigt, som dine kunder rent faktisk har glæde af. Det er netop her, organisk markedsføring adskiller sig fra klassisk reklame.
5 idéer til organisk marketing for iværksættere:
- Start en blog
- Producer videoindhold
- Organisk markedsføring på sociale medier
- Affiliate-programmer
- Søgemaskineoptimering (SEO)
1. Start en blog
Når man starter en blog, handler det ikke om at skrive løs i håbet om at opnå salg. Det handler om at skabe indhold, der besvarer spørgsmål, løser konkrete problemer, og som er nemt at finde via søgemaskiner.
Vi har lavet en separat video nedenfor, som guider dig gennem hele processen fra planlægning til udførelse.
Blogtrafik-taktik 1: Fokusér på lange og specifikke søgeord (long-tail keywords)
Når du planlægger dit indhold og skriver blogindlæg, bør du tænke på SEO fra starten. Begynd med at foretage en søgeordsanalyse for at finde relevante emner inden for din niche. Der findes ofte mange muligheder inden for “hvordan man” og “bedste X”, som egner sig godt til blogindhold.
Selvom korte og populære søgeord kan virke tillokkende, er det ofte de længere og mere specifikke søgeord (long-tail keywords), der giver de bedste resultater. De er nemmere at opnå gode placeringer med i søgeresultaterne og tiltrækker typisk mere kvalificeret trafik. Hvis din side endnu ikke har så mange besøgende eller backlinks, er long tail keywords et oplagt sted at starte.
Tidløst indhold, som ikke bliver forældet, er ofte langt mere værdifuldt end nyhedsbaseret indhold. Det kan skabe trafik over lang tid og giver værdi, uanset hvornår det bliver fundet. Hvis det giver mening, kan du også linke til dine produkter, når de naturligt løser læserens problem.
Husk også at optimere dit indhold teknisk:
- Sørg for, at sidetitlen matcher det, folk søger efter
- Skriv metabeskrivelser, der inviterer til klik
- Strukturér teksten med klare overskrifter
- Hold dine URL’er korte og relevante
Du kan også bruge en SEO-tjekliste til at sikre, at dit indhold er klar til søgemaskiner.
Blogtrafik-taktik 2: Interviews og samarbejder med eksperter
Selvom din blog endnu ikke har meget trafik, kan det sagtens betale sig at tage kontakt til eksperter i din branche. Mange siger ja til interviews, hvis indholdet giver mening for dem og understøtter deres faglige profil.
Ofte vil de også dele indholdet med deres netværk eller bidrage med gæsteindlæg, hvilket kan give dig både synlighed og ekstra trafik. En anden effektiv metode er at samle input fra mange eksperter i én artikel. En større spørgerunde blandt eksperter kan motivere deltagerne til at dele artiklen videre, især hvis du supplerer med et badge eller visuelt materiale, der linker tilbage til dit indhold.
2. Producer videoindhold
Du behøver ikke dyrt kameraudstyr for at skabe trafik med videoer. Det er indholdets kvalitet, der tæller, og ikke hvor professionelt det er produceret.
Videoer fylder mere og mere på nettet. Ifølge Cisco står online videoer for størstedelen af al forbrugertrafik på internettet, og YouTube er allerede verdens næststørste søgemaskine. Det gør videoer til et oplagt værktøj, hvis du vil arbejde med organisk marketing og øge din organiske trafik.
Det er dog vigtigt at huske, at ikke alle videoer skaber værdi. I stedet for at jagte viral succes giver det ofte langt bedre resultater at fokusere på indhold, der er:
- Engagerende
- Lærerigt
- Langtidsholdbart
Årsagen er, at når du skaber videoindhold, der er nyttigt, uanset hvornår det bliver set, kan det blive en stabil kilde til kundeemner i lang tid fremover. Det er netop den type indhold, der passer godt ind i en langsigtet strategi for organisk markedsføring.
For at få mest muligt ud af dine videoer bør de også være optimeret til søgninger. Beardbrand er et godt eksempel. Brandet laver guides om skæg- og hårpleje til mænd og har haft stor succes med videoer, der målretter konkrete søgninger som fx ”hvordan man trimmer et kort skæg”. De arbejder målrettet med titler, beskrivelser og struktur, så videoerne er nemme at finde på YouTube.
Videotaktik 1: Indholdsopgraderinger
En indholdsopgradering er ekstra materiale, der bygger videre på dit eksisterende indhold. Det kan fx være tjeklister, guides, infografikker, skabeloner eller korte webinarer, som relaterer direkte til videoens emne. Hvis du har et mere komplekst produkt, kan en guide eller hvidbog, som besøgende kan downloade, også give god mening.
Indholdsopgraderinger er en effektiv måde at opbygge en e-mailliste på. Samtidig giver de dig mulighed for løbende at skabe værdi og opbygge relationer gennem e-mailmarkedsføring, som går hånd i hånd med organisk markedsføring.
Videotaktik 2: Live-videoer
Live-video adskiller sig fra andet videoindhold ved at føles mere nærværende og personlig. Det giver mulighed for direkte dialog og realtidsinteraktion, hvilket kan styrke relationen mellem brand og publikum. I dag kan du streame live til flere sociale medier på én gang, hvilket gør formatet endnu mere tilgængeligt.
Selvom live-videoer ikke altid skaber lige så meget trafik som andet indhold, er kvaliteten af trafikken ofte høj. Seerne er mere engagerede og har lettere ved at knytte sig følelsesmæssigt til brandet.
Hudplejebrandet Camille Rose er et godt eksempel på, hvordan live-video kan bruges strategisk i organisk marketing. Under COVID-19-pandemien omlagde brandet sin markedsføring og begyndte at afholde live-sessions på Instagram sammen med bl.a. fagpersoner og samarbejdspartnere. Det blev en central del af deres organiske indsats og styrkede både synlighed og relationer til kunderne.
Relateret indhold: Sådan tjener du penge med Youtube
3. Organisk markedsføring på sociale medier
Sociale medier handler om meget mere end likes og direkte salg. Grundlæggende handler det om dialog, fællesskab og relationer. Når det gøres rigtigt, kan organisk markedsføring på sociale medier være en effektiv måde at skabe opmærksomhed og drive trafik tilbage til din hjemmeside.
For at øge kendskabet til dit brand er det vigtigt at opbygge en følgerskare på sociale medier. Målet er dog ikke kun synlighed. Målet er at få brugerne videre til din webshop, hvor de kan lære mere om dine produkter og i sidste ende købe dem. Derfor fokuserer de følgende taktikker på netop dét.
Social medietaktik 1: Giveaways og konkurrencer
Konkurrencer og giveaways er en effektiv måde at skabe engagement og tiltrække trafik til din hjemmeside. Samtidig kan de give dig markant mere synlighed og interaktion på dine profiler.
Præmier og belønninger fungerer som et stærkt incitament for at få folk til at promovere din virksomhed. I stedet for kun at belønne folk for at tilmelde sig, kan du opbygge et simpelt pointsystem, hvor deltagere får ekstra chancer for at vinde ved at dele konkurrencen med andre. Det skaber en naturlig kædereaktion, hvor din organiske rækkevidde vokser, samtidig med at du kan spore effekten via henvisningslinks.
Social medietaktik 2: Tilbyd tidsbegrænsede rabatter
Når du sætter en tydelig slutdato på et tilbud, skaber en følelse af, at folk skal være hurtige til at slå til, som er en velkendt psykologisk taktik inden for salg. Tidsbegrænsede rabatter kan derfor skabe både trafik og hurtige køb.
Da denne type kampagne ofte giver et kortvarigt boost, er det vigtigt at tænke langsigtet. Sørg for at indsamle e-mailadresser i forbindelse med rabatten, så du kan fortsætte dialogen via nyhedsbreve og bruge organisk marketing til at få kunderne til at vende tilbage igen.
Social medietaktik 3: Udnyt social commerce
Social commerce er sammensmeltningen af sociale medier og e-handel. Platforme som Instagram og Pinterest har gjort det muligt at finde, gemme og købe produkter direkte i appen, uden at brugerne nødvendigvis forlader platformen.
Forbrugere kan i dag tilføje produkter til indkøbskurven direkte fra sociale medier og enten færdiggøre købet der eller blive sendt videre til webshoppen. Med den stigende brug af smartphones er social commerce blevet endnu mere udbredt. I Kina udgør social commerce allerede en stor del af e-handelssalget, og selvom udviklingen går langsommere i Vesten, er der et kæmpe potentiale. Det gør social commerce til en oplagt mulighed for både at øge organisk trafik og salg.
Læs mere: Sådan sælger du på Instagram
4. Affiliate-programmer
Du kender muligvis influencer-marketing, hvor profiler på sociale medier får betaling for at promovere et produkt. Udfordringen er, at det kan være dyrt, og at det kan være svært at forudsige, hvor mange salg et samarbejde reelt set skaber.
Affiliate-programmer fungerer anderledes. Her betaler du først, når der er et salg. Affiliates får en provision for hvert køb, de genererer, og markedsfører dine produkter via egne kanaler. Det kan fx være blogs, sociale medier eller nyhedsbreve. På den måde minder affiliate marketing om mund-til-mund markedsføring, hvor salgene spores via unikke links.
Et affiliate-program kan være en effektiv måde at kombinere organisk markedsføring og performance. Selvom din fortjeneste pr. salg muligvis er lavere, kan volumen og adgangen til nye målgrupper opveje det.
5. Søgemaskineoptimering (SEO)
Selvom betalte søgeannoncer kan give hurtig synlighed, er det værd at huske på, at langt størstedelen af klik går til de organiske søgeresultater. Faktisk klikker omkring 75 % af brugerne på et af de tre øverste organiske resultater, når de søger efter et produkt eller en løsning. Derfor kan det på lang sigt være langt mere effektivt at arbejde målrettet med søgemaskineoptimering som en del af din strategi for organisk markedsføring.
SEO-marketing handler grundlæggende om at gøre din webshop let at finde og forstå for både søgemaskiner og brugere. Når du arbejder med SEO, øger du din organiske trafik ved at sikre, at dit indhold matcher det, dine potentielle kunder faktisk søger efter. Det kræver tid og tålmodighed, men til gengæld kan resultaterne blive ved med at skabe trafik og salg længe efter at indholdet er udgivet.
En af de vigtigste dele af SEO er at skabe værdifuldt indhold, som er relevant over tid. Artikler, guides og sider, der besvarer konkrete spørgsmål eller løser reelle problemer, har langt større chance for at klare sig godt i søgeresultaterne end kortlivede nyheder. Når du kombinerer godt indhold med en klar struktur, bliver det nemmere for søgemaskiner at forstå, hvad din side handler om.
Ud over selve indholdet er der en række tekniske og strukturelle elementer, du bør have styr på:
- Sørg for, at din webstedsstruktur er overskuelig og logisk opbygget, så både brugere og søgemaskiner nemt kan finde rundt.
- Opret og indsend et sitemap til Google Search Console, så Google hurtigt får overblik over dine sider.
- Brug interne links, fx via brødkrummer i dine produktkategorier, så relaterede sider forbindes naturligt.
- Identificer de sider på dit website, der allerede har høj troværdighed og synlighed, og brug dem aktivt til at lede trafik videre til vigtige produktsider.
- Indsæt links på en naturlig måde med relevant linktekst, der afspejler det emne, siden handler om.
Når SEO bruges rigtigt, bliver det en central del af din organiske markedsføring. Du opbygger ikke bare synlighed i søgemaskinerne, men skaber også en bedre brugeroplevelse, som gør det nemmere for besøgende at finde det, de leder efter. Over tid kan det give en stabil strøm af kvalificeret trafik og være med til at gøre din webshop mindre afhængig af betalt annoncering.
Kom i gang med at markedsføre din e-handelsbutik i dag
Nu har du fået en række konkrete idéer til digital markedsføring, som du kan bruge som en del af en strategi for organisk marketing. Målet er at øge både trafik og salg uden at budgettet løber løbsk. Listen er ikke komplet, men den giver et godt udgangspunkt. Hvis du holder fast, lægger arbejdet i det og justerer undervejs, kan du opbygge resultater, der holder på lang sigt.
Ofte stillede spørgsmål om organisk marketing
Hvad er organisk marketing?
Organisk marketing er en markedsføringsform, der handler om at tiltrække og engagere kunder uden brug af betalte annoncer. Det sker primært gennem indhold af høj kvalitet og søgemaskineoptimering. Det kan fx være blogindlæg, aktivitet på sociale medier og optimering af dit webindhold. Over tid er det med til at opbygge relationer, forbedre synligheden i søgemaskiner og skabe stabil, bæredygtig trafik og salg.
Er organisk markedsføring legitimt?
Ja, organisk markedsføring er en fuldt legitim og udbredt strategi. Mange mener endda, at organisk marketing kan være mere effektiv end betalt annoncering på sigt, fordi den bygger på tillid, relevans og en mere holdbar strøm af kunder.
Hvad er organisk markedsføring på sociale medier?
Organisk markedsføring på sociale medier dækker over alt det, du gør uden at betale for annoncer. Det kan være almindelige opslag, Stories, livevideoer, svar på kommentarer og dialog med følgere. Kort sagt handler det om at opbygge relationer og engagement gennem gratis indhold.
Hvordan bruger man organisk marketing?
Du kan arbejde med organisk marketing ved at tage fat i de strategier og taktikker, der er gennemgået i artiklen. Det kan fx være at:
- Starte en blog
- Lave videoindhold
- Bruge sociale medier aktivt
- Starte et affiliate-program
- Arbejde målrettet med SEO


