Pinterest er et sted, hvor folk finder og gemmer idéer og inspiration til alt lige fra nye projekter til større køb. Den måde brugerne bruger platformen på, gør det muligt for Pinterest at forudsige kommende trends og give værdifuld indsigt til virksomheder på platformen.
Pinterest har mere end 570 millioner aktive brugere om måneden, så det er ikke verdens største sociale medie. Til gengæld er platformen ret interessant for brands, der gerne vil opdages. Hele 80 % af Pinners fortæller, at de har købt noget, de fandt på Pinterest. Samtidig er Gen Z-gruppen en voksende brugerbase på platformen, og de handler oftere online end brugere, der ikke er på Pinterest.
Pinterest er derfor ikke kun et stærkt marketingværktøj for brands, der vil nå ud til yngre målgrupper. Det er også en effektiv kanal til salg via sociale medier. I denne artikel gennemgår vi, hvordan du kan sælge på Pinterest, koble din webshop sammen med platformen og udnytte Pinterests shopping-funktioner bedst muligt.
Hvorfor sælge produkter på Pinterest?
Pinterest er en oplagt platform at sælge produkter online, og det er der flere gode grunde til. Brugerne kommer ikke bare for at scrolle, men for at finde idéer, planlægge og lade sig inspirere, ofte med et køb i baghovedet.
Pinterest shopping-statistikker og brugeradfærd
Der er mere end 1,5 milliarder pins gemt på tværs af mere end 10 millioner boards, og Pinterest-brugere bruger platformen til at samle inspiration til alt lige fra bolig og mode til livsstil og indretning. Det skaber et stort potentiale for webshops, der sælger produkter inden for netop de kategorier. Fire ud af fem brugere siger, at Pinterest hjælper dem med at planlægge fremtiden, og det inkluderer også køb af produkter, der understøtter deres planer og drømme.
Samtidig tjener én ud af tre Pinterest-shoppere over 100.000 dollars om året og er 27 % mere tilbøjelige til at købe produkter af høj kvalitet end brugere på andre platforme. Der er dog plads til både store og små brands. Hele 96 % af de mest populære søgninger på Pinterest er nemlig uden brandnavn, og det betyder, at folk leder efter idéer frem for bestemte mærker. Det er netop dér, dit produkt kommer i spil.
Pinterest er en produktopdagelseskanal
Ca. 80 % af ugentlige Pinterest-brugere bliver inspireret til køb gennem platformen. Når brands viser deres produkter på den rigtige måde, kan de nå ud til brugere, der allerede aktivt leder efter inspiration til køb. Pinterests søgefelt hjælper også med at vise relevante og personlige forslag, så brugerne hurtigt opdager nye produkter, der matcher deres interesser.

Platformen har en klar og attraktiv målgruppe
Hvis din målgruppe primært består af yngre kvinder, er Pinterest særligt relevant. Størstedelen af brugerne er mellem 25-34 år, men platformen vokser hurtigt blandt Gen Z, som i dag udgør ca. 42 % af brugerne. Pinterest adskiller sig også ved sin kønsfordeling, hvor næsten 70 % identificerer sig som kvinder. Husk dog, at demografien kan variere fra land til land, så det er en god idé at undersøge din målgruppe i det område, hvor du sælger.
Pinterest tilbyder betalte annoncer
Når du Pinterest-annoncer til din marketingstrategi for sociale medier, kan du ramme din målgruppe endnu mere præcist. Brands, der annoncerer på Pinterest, oplever i gennemsnit et højere afkast på deres annonceforbrug sammenlignet med mange andre sociale platforme, og derfor er Pinterest et oplagt supplement i din marketingstrategi.
Adgang til værdifuld målgruppeindsigt
Med Pinterest Analytics får du adgang til detaljerede data om, hvordan dit indhold klarer sig. Du kan se, hvem der interagerer med dine pins, hvad der performer bedst, og hvilke interesser din målgruppe har. Det gør det nemmere at tilpasse dit indhold og dine kampagner, så de rammer plet.
Pinterest shop-funktioner og muligheder
Virksomheder med en virksomhedskonto kan uploade deres produkter via Pinterests katalogfunktion. Brands, der bruger kataloger, får op til fem gange flere visninger end dem, der ikke gør. Derudover tilbyder Pinterest også Try On-funktionen, hvor brugere kan afprøve produkter digitalt ved hjælp af augmented reality (AR), før de køber.
Pinterest kan integreres med dine andre kanaler
Du kan nemt forbinde din Shopify-butik med Pinterest og dermed synkronisere produkter, lagerstatus og annoncer. Med Pinterest-appen til Shopify kan du både udgive produktpins, køre annoncer og følge med i din performance. Appen er gratis og hurtig at sætte op.
Hold dig opdateret på nye trends
Pinterest er kendt for sine trendforudsigelser, som ofte rammer meget præcist. I slutningen af 2023 viste platformen, at ca. 80 % af deres forudsigelser holdt stik. Det gør Pinterest til et værdifuldt værktøj for brands, der vil være på forkant med nye trends og udvikle produkter, som matcher fremtidens efterspørgsel.
Sådan opretter du en Pinterest-virksomhedskonto
For at kunne sælge på Pinterest skal du have en virksomhedskonto. Det er den, der giver adgang til Pinterest-annoncer, mulighed for at tilføje medarbejdere og forbindelsen til din webshop, så du kan bruge platformens shoppingfunktioner.
Der er tre måder at oprette en Pinterest-virksomhedskonto på:
- Opret en ny konto fra bunden.
- Tilføj en virksomhedskonto til din eksisterende konto.
- Konverter din personlige konto til en virksomhedskonto.
Opret en konto fra bunden
- Gå til Pinterest-hjemmesiden
- Klik på “Tilmeld dig” øverst til højre
- Vælg “Opret en virksomhedskonto”
- Indtast din e-mail, adgangskode og fødselsdato
- Klik på “Opret konto”
- Følg trinene for at oprette din profil og beskrive din virksomhed
- Klik på “Færdig”, og fortsæt til virksomhedens kontrolpanel for at udfylde flere oplysninger
Tilføj en virksomhedskonto til din eksisterende profil
Hvis du allerede har en personlig Pinterest-konto, kan du nemt oprette en virksomhedskonto og knytte den til din nuværende profil. Følg disse trin:
- Log ind på din personlige konto
- Gå til menuen øverst til højre
- Vælg “Tilføj konto” og derefter “Opret en gratis virksomhedskonto”
- Følg trinene fra ovenstående afsnit
- Når kontoen er oprettet, kan du nemt skifte mellem dine profiler via menuen.
Konverter din personlige konto til en virksomhedskonto
Hvis du allerede har opbygget en målgruppe på din personlige konto, kan du vælge at konvertere den til en virksomhedskonto, så du bevarer både opslag og følgere.
Sådan gør du:
- Log ind på din personlige konto
- Gå til menuen øverst til højre
- Vælg “Konverter til virksomhedskonto”
- Følg trinene for at opsætte din virksomhedsprofil
- Klik på “Færdig” og fortsæt til virksomhedens indstillinger
Bemærk! Du kan fortryde denne ændring senere, hvis du vælger at konvertere tilbage til en personlig konto og oprette en separat virksomhedskonto.
Sådan kommer du i gang med at sælge på Pinterest
Der er flere måder, du kan komme i gang med at sælge på Pinterest, afhængigt af hvordan din forretning er sat op.
Pinterest shop-opsætningsmuligheder
Pinterest tilbyder flere forskellige måder at vise og sælge produkter på.
Produktkataloger
Du kan uploade dit produktkatalog ved at forbinde din hjemmeside med Pinterest via Pinterest-tagget. For større webshops er det også muligt at bruge Pinterests API til at oprette og administrere kataloger, men det kræver lidt teknisk erfaring.
Produkttagging i pins
Du kan tagge produkter direkte i dine billeder og videoer, så brugerne kan klikke sig videre og købe det, de ser. Det fungerer især godt til livsstilsindhold, hvor produkterne vises i brug.
Rich pins
Rich pins viser automatisk opdateret produktinformation som pris, lagerstatus og beskrivelse direkte på dine pins. Oplysningerne hentes fra din hjemmeside, så indholdet altid er opdateret.
Pinterest-annoncer
Med Pinterest-annoncer kan du promovere dine produktpins, nå nye målgrupper og få mere trafik til din webshop. Det er en effektiv måde at øge synligheden på, især hvis du kombinerer annoncer med organisk indhold.
Sådan sælger du på Pinterest med Shopify
Du kan nemt forbinde din Shopify-butik med Pinterest og sælge dine produkter direkte via platformen. Selvom det er muligt at opsætte Pinterest manuelt, er den nemmeste løsning at bruge Pinterest-appen til Shopify.
Pinterest Shopify-appen forenkler synkroniseringen af din onlinebutik og lager med din Pinterest-konto. Ved hjælp af denne integration kan du hurtigt udgive produktpins, oprette annoncer med en gratis kredit og spore performance med Pinterest-tagget. Dit produktkatalog opdateres automatisk, når du tilføjer eller fjerner produkter fra din hjemmeside.
For at komme i gang skal du: Gå til Shopify App Store og finde Pinterest Shopify-appen. Klik "Installer" og følg trinene for at forbinde din konto.
Alternative måder at tjene penge på Pinterest
Pinterest kan bruges til mere end bare at sælge fysiske produkter. Der findes flere andre måder at tjene penge på platformen.
Pinterest Creator Fund
Pinterest tilbyder støtte til indholdsskabere gennem deres Creator Fund. Her kan udvalgte indholdsskabere få adgang til økonomisk støtte, sparring og værktøjer, der hjælper dem med at udvikle deres indhold og nå ud til flere brugere.
Affiliate marketing
Du kan tilføje affiliate-links til dine pins og tjene penge, når nogen klikker og gennemfører et køb. Husk altid at gøre opmærksom på, at der er tale om reklame, så du overholder Pinterests retningslinjer.
Brandpartnerskaber og sponsorerede pins
Hvis du har en engageret målgruppe og en tydelig visuel stil, kan du samarbejde med brands om sponsorerede opslag eller idé-pins, hvor deres produkter indgår naturligt i dit indhold.
Digitale produkter og tjenester
Du kan også bruge Pinterest til at drive trafik til digitale produkter som onlinekurser, skabeloner, medlemskaber eller konsulentydelser.
Drikkepenge og creator-støtte
Hvis du deler gratis indhold, kan du vælge at linke til en drikkepenge-løsning som Buy Me a Coffee eller Ko-fi, eller tilføje et “støt mig”-link på din profil.
9 tips til at få succes med salg på Pinterest
- Gør din Pinterest-profil genkendelig
- Fokuser på høj kvalitet i dit visuelle indhold
- Brug Pinterest-kataloger
- Organiser dit indhold i opslagstavler
- Brug rich pins
- Udforsk de forskellige pin-formater
- Skab synlighed med Pinterest SEO
- Brug Pinterest-annoncer
- Udnyt brugergenereret indhold og influencere
Klar til at foretage dit første salg på Pinterest? Her er nogle tips til at hjælpe dig med at få mest muligt ud af din Pinterest-konto og nå din målgruppe.
1. Gør din Pinterest-profil genkendelig
Brug din Pinterest-profil på samme måde, som du ville gøre på andre platforme, hvor dit brand er synligt. Sørg for, at dit profilbillede, brugernavn, virksomhedsnavn og din Om-sektion hænger sammen og tydeligt fortæller, hvad din virksomhed tilbyder.
En god profil skaber troværdighed og gør det nemmere for brugere at føle sig trygge ved at købe fra dig. I dette eksempel fra Bushbalm bruges der både tekst og billeder til hurtigt at vise, hvad brandet står for.

Verificer din virksomhedsprofil
Du kan gå ét skridt videre ved at blive en verificeret butik gennem Pinterests Program for verificerede butikker. For at blive godkendt skal du have en virksomhedskonto, produkter der lever op til Pinterests retningslinjer samt en konto der har været aktiv i mindst 13 måneder.
Når du er verificeret, får du et badge på din profil, adgang til ekstra butiksinformation og mulighed for at vise oplysninger som pris og tilgængelighed direkte på dine produktpins.
I dette eksempel fra Doe Lashes vises værdimærkater som “Asiatisk-ejet” og “Personligt præg”, som er en del af det verificerede program.

Tip: Pinterests virksomhedsblog deler løbende tips og indsigter. Her udgiver Pinterest også deres årlige Pinterest Predicts-rapport, som giver et godt indblik i kommende trends og farver.
2. Fokuser på høj kvalitet i dit visuelle indhold
Pinterest fungerer som en visuel søgemaskine, og derfor spiller billeder og video en afgørende rolle. Gode produktbilleder, grafik og video er helt centrale, hvis du vil opnå succes med at sælge på Pinterest.
Når brugere søger efter idéer og produkter, er det de visuelle elementer, der fanger opmærksomheden først.
Pinterest anbefaler bl.a. at:
- Bruge lodrette billeder i formatet 2:3 størrelsesforhold som fx fx 1.000 × 1.500 pixels.
- Inkludere dit logo eller andre genkendelige brandelementer (det er især vigtigt på Pinterest-annoncer).
- Tilføje en billedtekst, call to action og et link til hver pin.
Selv hvis dine produkter ikke umiddelbart er visuelle, kan du arbejde med stemning, livsstil og anvendelse. Mange brugere opretter opslagstavler ud fra æstetik og inspiration, så dit indhold bør være inspirerende frem for direkte salgsorienteret.
Et godt eksempel er Caraway, som viser deres produkter i stemningsfulde køkkenmiljøer, der passer naturligt ind i brugernes inspirationsopslagstavler.
3. Brug Pinterest-kataloger
Pinterest-kataloger er platformens centrale shoppingfunktion. Her kan du uploade dine produkter, så de vises som produktpins med pris, lagerstatus og direkte link til din webshop.
Produktpins får ofte en mere fremtrædende placering i søgeresultaterne. Hvis en bruger fx søger på “løbesko”, vil produktpins typisk blive vist øverst med mulighed for at shoppe direkte.

Sådan kvalificerer du dig til Pinterest-kataloger
Pinterest-kataloger er tilgængelige for virksomhedskonti med en bekræftet hjemmeside og forretningspraksis, der lever op til Pinterests krav, som bl.a. inkluderer en tydelig forsendelsespolitik og returpolitik samt tilgængelige kontaktoplysninger. Derudover skal du have en datakilde til dine produkter. Hvis du bruger Shopify, vil dette typisk være din Shopify-butik, som nemt kan synkroniseres med Pinterest via Pinterest-appen.
4. Organiser dit indhold i opslagstavler
Pinterest-opslagstavler fungerer som mapper, hvor du samler og organiserer dine pins. Gode opslagstavler gør det nemmere for brugere at finde rundt i dit indhold og øger samtidig din synlighed i søgninger.
Opslagstavler kan optimeres med tydelige titler og beskrivelser, så både brugere og Pinterest forstår, hvad indholdet handler om.
Et godt eksempel er Le Creuset, som bruger opslagstavler til både opskrifter, inspiration og guides til brug af deres produkter.

Tip: Du kan nemt flytte flere pins ad gangen, når du organiserer dine opslagstavler. Det er især nyttigt i forbindelse med kampagner, tilbud og sæsonkollektioner.
5. Brug detaljerede pins
Detaljerede pins henter automatisk oplysninger fra din hjemmeside og viser dem direkte på dine pins. Det sikrer, at dine informationer altid er opdaterede.
Der findes tre typer rich pins:
- Artikelpins: Viser titel, beskrivelse og forfatter fra artikler eller blogindlæg.
- Produktpins: Viser pris, lagerstatus og produktinformation.
- Opskriftpins: Viser ingredienser, tilberedningstid, portioner og ernæringsoplysninger.
Selvom produktpins ofte er de mest brugte i e-handel, kan de andre typer også være værdifulde. Fødevarebrands kan fx bruge opskrifter til at inspirere brugere og samtidig vise deres produkter i brug.
En stor fordel ved rich pins er, at de opdateres automatisk. Hvis du ændrer noget på din hjemmeside, ændres det også på Pinterest, uden at det kræver ekstra arbejde fra din side.
Her er et eksempel fra Olipop:
6. Udforsk de forskellige pin-formater
Samlingspins samler relaterede produkter i én pin. Når en bruger klikker på en samlingspin, kan de nemt se og shoppe flere relevante produkter fra din butik. Det er en god måde at introducere nye brugere til dit brand på, især når du vil sælge på Pinterest med et bredere udvalg. Du kan også promovere en samlingspin som en samlingsannonce via Pinterest-annoncer.
Try On-produktpins bruger augmented reality (AR), så brugere kan afprøve produkter virtuelt direkte på platformen. For at bruge funktionen skal du have en virksomhedskonto og et katalog. Funktionen er i øjeblikket ikke tilgængelig på alle markeder.
Videopins kan være med til at gøre dit brand mere levende. Videoer fylder mere og mere på Pinterest, så i stedet for bare at genbruge din TikTok-strategi kan du teste forskellige typer video og se, hvad der fungerer for din målgruppe. Senere i artiklen gennemgår vi også flere annonceformater med video, som du kan bruge til at promovere dit brand.
Shop the look-pins
I stedet for kun at vise én vare giver Shop the look dig mulighed for at tagge flere produkter i ét billede, så brugerne kan shoppe et helt look på én gang. På Pinterest vises det typisk som en sektion under en pin, hvor man kan se relaterede produkter.
Hvis du fx laver en pin med et outfit, kan du tagge skjorten, bukserne, skoene og tasken. Når nogen klikker, kan de se de enkelte produkter og klikke videre til dem.
Samlinger og Try On-funktioner
En samlingspin kombinerer et stort hovedbillede med flere mindre produktbilleder, så brugerne kan udforske dit sortiment uden at forlade pinnet. Det er en oplagt måde at vise flere produkter under samme tema. Det kunne fx være “Sommerfavoritter” eller “Gaveidéer under 350 kr.”
Try On-funktionen gør produktoplevelsen mere konkret, fordi brugere kan afprøve produkter virtuelt eller se, hvordan de kan se ud i deres eget miljø, afhængigt af produktkategori og hvad der er tilgængeligt.
7. Skab synlighed med Pinterest SEO
Hvis du vil sælge på Pinterest over tid, er det helt klart værd at arbejde med Pinterest SEO. Pinterest fungerer som en visuel søgemaskine, så nøgleord er vigtige for, at dine pins bliver fundet. Jo bedre du matcher det, folk søger efter, jo større chance er der for, at de opdager dit indhold, gemmer det og klikker videre til dine produkter.
Søgeordsarbejde på Pinterest
Du kan bruge eksterne værktøjer til at finde nøgleord, men Pinterest har også en nøgleordsfunktion i annonceopsætningen. Du får adgang via Ads Manager, når du opretter en kampagne og vælger “Konverteringer” som mål. Her kan du indtaste nøgleord, se volumen og finde relaterede søgninger.
Du kan også finde idéer direkte i Pinterests søgefelt, hvor Pinterest foreslår søgninger baseret på historik. Hvis du skriver et enkelt ord, får du ofte gode forslag til mere specifikke søgninger, altså det, der kaldes long-tail nøgleord.
Optimering af pins til søgning
Når du har valgt dine nøgleord, handler det om at bruge dem rigtigt. Start med at kigge på de øverste søgeresultater, så du får en fornemmelse af, hvilken type indhold Pinterest belønner inden for emnet.
Du kan derefter optimere:
- Pin-titler. Hold titler klare og beskrivende, og brug nøgleord naturligt. Tænk som en bruger. I stedet for “mit seneste blogindlæg” kan du fx skrive “10 nemme hverdagsmiddage under 30 minutter”.
- Beskrivelser. Du har op til 500 tegn, så brug dem fornuftigt. Få dine vigtigste nøgleord med på en naturlig måde og giv lidt kontekst.
- Alt-tekst. Den vises ikke offentligt, men hjælper med tilgængelighed og kan understøtte forståelsen af indholdet. Brug teksten til kort at beskrive, hvad der er på billedet.
- Opslagstavle-titler og beskrivelser. Sørg for tydelige navne og relevante beskrivelser, så Pinterest forstår, hvad dine opslagstavler handler om.
- Billedfilnavne. Hvis du uploader dine billeder eller grafik, bør du først omdøbe filen. Det kan fx være “boho-soveværelse-inspiration.jpg” i stedet for “IMG_4482.jpg”.
Se hvordan Pair Eyewear bruger beskrivende tekst, nøgleord og hashtags til at optimere sine pins:
"Pinterest er det her mærkeligt kraftfulde skjulte værktøj, som jeg ikke tror mange mennesker bruger," fortæller Dan Blacklock, der er grundlægger af BoxThrone. "Når du laver en Google-billedsøgning, er godt 20 % af de fotos, der vises, fra Pinterest, i hvert fald fra mit produkt. Det betyder meget i SEO."
8. Brug Pinterest-annoncer
Pinterest-annoncer er tilgængelige for virksomhedskonti og kan være en stærk kanal, hvis du vil sælge mere målrettet på Pinterest. Der findes flere annonceformater, og det, der passer bedst til dig, afhænger af dit indhold, dine produkter og dit mål:
- Promoverede Pins ligner almindelige pins, men har et “Promoveret af”-mærke.
- Udstillingsannoncer er et interaktivt format med flere kort og links, som gør det nemt at klikke videre til forskellige sider.
- Quiz-annoncer er interaktive annoncer, hvor brugere svarer på spørgsmål og får et personligt resultat. Det kan være en god måde at guide folk videre til det rigtige produkt.
- Shoppingannoncer er skabt til at promovere produkter og kan bl.a. sættes op med samlinger i Ads Manager.
- Premiere Spotlight er et nyere format med video i maksimal bredde, som vises i placeringer med meget trafik, især på mobil.
Hvis vi igen kigger på søgeresultater for “løbesko”, kan du se organiske resultater blandet med promoverede pins fra fx JD Sports, Amazon og GIESSWEIN.

Når du opretter kampagner, kan du målrette efter målgrupper fra fx e-maillister, demografi og placering. Du kan også tilføje interesser og nøgleord for at ramme mere præcist. For at komme i gang skal du gå til “Opret kampagne” i Ads Manager fra menuen på din virksomhedskonto.
9. Udnyt brugergenereret indhold og influencere
Nogle gange er det bedste indhold, du kan bruge til at sælge på Pinterest, det som dine kunder allerede laver.
Del kundebilleder af dine produkter, men husk, at du selvfølgelig først skal have tilladelse. På den måde får du både friskt indhold og viser, at rigtige mennesker rent faktisk bruger og kan lide det, du sælger.
Du kan også samarbejde med influencere, der passer til Pinterest. Kig efter indholdsskabere, hvor stil og målgruppe matcher din, og lav indhold sammen, der føles naturligt på platformen. Det kan fx være idé-pins, guides eller stylingindhold. Det er en stor bonus, hvis de allerede skaber indhold, der klarer sig godt på Pinterest.
Spor og analysér din performance på Pinterest
Pinterest Analytics giver dig et klart overblik over, hvordan din konto, dine pins og dine annoncer klarer sig. Her kan du bl.a. se, hvilke pins der får flest visninger og klik, bliver gemt flest gange, og hvordan dine produktpins performer.
I Pinterest Analytics kan du skifte mellem organisk og promoveret indhold, så du nemt kan måle resultaterne hver for sig. Du kan også filtrere data efter periode, enhed og type af engagement og gå i dybden med performance på enkeltpins. Derudover får du indsigt i trends og målgrupper via menuen i venstre side.
Bemærk! Ud over Pinterest Analytics kan du også følge performance på dine produktpins direkte i Shopify, hvis du bruger Pinterest-appen til Shopify.
Overvejelser om tid og indsats
Pinterest kan være en stærk kanal til både trafik og salg, men som alle andre platforme kræver det en strategisk indsats for at opnå resultater.
For at få mest muligt ud af Pinterest er det vigtigt at dele indhold løbende og fokusere på kvalitet frem for kvantitet. Indholdet skal være noget, brugerne har lyst til at gemme og vende tilbage til.
Her er en realistisk rettesnor for, hvordan din indsats kan se ud:
- Oprettelse af pins. Sigt efter 3-5 nye pins om ugen, eller flere hvis du har mange produkter eller indlæg.
- Planlægning og publicering. Brug 30-60 minutter om ugen på at planlægge pins med værktøjer som Pinterests egen planlægger eller fx Tailwind.
- Nøgleordsanalyse og trendtjek. Afsæt 15-30 minutter om ugen til at holde øje med, hvad der trender, og hvilke søgeord der er relevante.
- Gennemgang af statistik. Tjek dine tal én gang om måneden for at se, hvad der fungerer, og hvad der kan optimeres.
Du kan også overveje, hvilke kompetencer der er brug for. Mange arbejder fx med en kombination af en designer eller indholdsskaber til det visuelle, en social media-manager til planlægning og optimering, en tekstforfatter til beskrivelser og en fotograf til produktbilleder.
En af fordelene ved Pinterest er, at indhold ikke forsvinder hurtigt, som det fx gør på Instagram eller TikTok. Pins kan få nyt liv flere måneder efter, de er lagt op, og det gør indsatsen mere langsigtet og værdifuld.
Som tommelfingerregel kan du sigte efter:
- 3-5 nye pins om ugen for at komme i gang
- Friske billeder til hvert indhold
- Sæsonplanlægning 1-2 måneder i forvejen
Gør Pinterest-brugere til loyale kunder
Når du sælger på Pinterest, er der to ting, du altid skal holde i baghovedet: Det er en visuel platform, og den fungerer mere som en søgemaskine end som et traditionelt socialt medie.
Dit indhold bør derfor være visuelt stærkt, målrettet din ideelle kunde og optimeret til relevante søgninger. Når du først har fanget brugernes opmærksomhed, handler det om at gøre købsprocessen så nem som muligt.
Ved at koble din webshop sammen med Pinterest via Pinterest-appen til Shopify kan du automatisk synkronisere dit produktkatalog og gøre det nemt for brugere at gå fra inspiration til køb.
Ofte stillede spørgsmål om at sælge på Pinterest
Hvor meget koster det at sælge på Pinterest?
Det er gratis at sælge på Pinterest. Du kan bruge Pinterest-appen til Shopify uden omkostninger. Der kan dog være udgifter, hvis du vælger at annoncere med promoverede pins eller Pinterest-annoncer.
Hvordan kommer jeg i gang med at sælge på Pinterest?
Start med at oprette en virksomhedskonto og forbinde den til din webshop. Herefter kan du synkronisere dine produkter via Pinterest-kataloger og bruge produktpins, SEO og annoncer til at skabe trafik og salg.
Hvad sælger bedst på Pinterest?
Nogle af de mest populære kategorier er:
- Smykker og accessories
- Skønhed og personlig pleje
- Bolig og have
- Kæledyrsprodukter
- Sundhed og wellness
- Mode
- Rejser
Hvordan tjener man penge på Pinterest?
Du tjener penge ved at opbygge en målgruppe, skabe relevant indhold og lede brugere videre til dine produkter. Produktpins gør det nemt for brugere at se pris og detaljer direkte på Pinterest, hvilket øger chancen for køb.
Hvordan får jeg mine produkter til at skille sig ud?
Pinterest er en visuel søgemaskine, så stærke billeder er vigtige. Brug produktpins og rich pins til at vise mere information, og arbejd med søgeord, så dine pins vises i relevante søgninger.
Er det værd at sælge på Pinterest?
Ja, især hvis du har visuelle produkter. Pinterest-brugere leder aktivt efter inspiration og idéer, ikke bare underholdning. Det giver høj købsintention, lang levetid på dit indhold og mulighed for løbende salg over tid.


