En dropshipping-virksomhed kan hjælpe nye iværksættere med at undgå nogle af de risici, der ofte er forbundet med at starte en e-handelsvirksomhed. Med dropshipping behøver du hverken selv at producere eller opbevare varer. Når en kunde afgiver en ordre i din webshop, sender du bestillingen og betalingen videre til din leverandør, typisk en producent eller grossist, som pakker og sender varen direkte til kunden. Det betyder lave opstartsomkostninger og gør lagerstyring meget mere enkel. Til gengæld er det vigtigt at finde pålidelige leverandører og holde styr på samarbejdet.
Her kan en dropshipping-app gøre en stor forskel. Den gør det nemmere at arbejde med flere leverandører på én gang og holde overblik over produkter og ordrer. Mange dropshipping-apps hjælper også webshop-ejere med bl.a. at tilføje produkter, markedsføre dem og håndtere salget.
Nu om dage findes der et hav af løsninger, så det er nemmere end nogensinde at komme i gang. I denne guide gennemgår vi nogle af de bedste dropshipping-apps til Shopify, herunder også gratis muligheder, som kan hjælpe dig med at holde opstartsomkostningerne nede.
De bedste dropshipping-apps
Dropshipping-apps er enkle værktøjer, der hjælper butikejere med bl.a. print-on-demand, forsendelse og ordrebehandling. Her er nogle af de bedste dropshipping-apps til Shopify, som sælgere kan bruge til at sende og håndtere deres dropshipping-produkter.
1. AutoDS
AutoDS er et brugervenligt værktøj og en af de bedste dropshipping-apps til Shopify-butikker, der vil automatisere store dele af deres dropshipping-setup. Platformen har en overskuelig brugerflade og kræver ikke meget teknisk erfaring, hvilket gør den oplagt for nye webshop-ejere. Med AutoDS får du adgang til et stort produktkatalog via integrationspartnere som bl.a. Alibaba og andre globale leverandører. Appen kan også automatisere flere af de daglige opgaver i din webshop, fx produktimport, lageropdateringer og ordrebehandling. Derudover kan du arbejde med tilpasset branding og produktpersonalisering, hvis du vil opbygge et stærkere brand omkring din butik.
Priser: Gratis prøveperiode, Import-plan fra 26,90 USD pr. måned (ca. 185 kr.), Starter fra 39,90 USD pr. måned (ca. 275 kr.), Advanced fra 66,90 USD pr. måned (ca. 460 kr.).
2. Nemprint
Nemprint er en dansk print-on-demand-app til Shopify, som gør det nemt at sælge produkter med egne designs uden at holde lager. Platformen producerer og sender varerne direkte til kunden, hvilket gør den oplagt for danske webshops, der vil arbejde med lokale leverandører og kortere leveringstider. Med Nemprint kan du bl.a. sælge tøj, plakater og andre trykte produkter med dit eget design. Appen integrerer direkte med Shopify, så du kan oprette produkter, modtage ordrer og få dem produceret automatisk, når en kunde køber noget i din butik.
Priser: Gratis at installere. Du betaler kun for produktion og forsendelse af de produkter, du sælger.
3. Gelato
Gelato er en print-on-demand-platform og en af de bedste dropshipping-apps til Shopify-butikker, der vil sælge specialdesignede produkter uden selv at håndtere produktion eller lager. Platformen arbejder med et globalt netværk af lokale printpartnere i mere end 30 lande, hvilket ofte giver hurtigere levering til kunder i Europa. Med Gelato kan du bl.a. sælge plakater, tøj, fotoprodukter og boligartikler med egne designs. Når en kunde afgiver en ordre i din webshop, bliver produktet automatisk produceret hos den nærmeste partner og sendt direkte til kunden.
Priser: Gratis abonnement, Gelato+ fra 24 USD pr. måned (ca. 165 kr.).
4. Zendrop
Zendrop er en populær dropshipping-app til Shopify, der gør det nemt at finde produkter og automatisere levering til kunder. Platformen samarbejder med et stort netværk af leverandører og fokuserer på stabil produktkvalitet og mere pålidelig levering end mange traditionelle dropshipping-løsninger. Zendrop giver også mulighed for tilpasset emballage og branding, hvilket kan være en fordel, hvis du vil opbygge et stærkere brand omkring din webshop. Samtidig tilbyder appen automatiseret ordrebehandling og analyser, så du nemt kan følge med i ordrer, omkostninger og fortjeneste.
Priser: Gratis abonnement, Pro fra 49 USD pr. måned (ca. 340 kr.), Plus fra 79 USD pr. måned (ca. 545 kr.).
🌟 Er dropshipping nyt for dig? Læs vores guide til dropshipping på Shopify
5. Printify
Printify er en af de mest populære print-on-demand-platforme til Shopify og gør det nemt at sælge egne designs uden at holde lager. Med Printifys mockup-generator kan du hurtigt lave produktbilleder og oprette produktsider til din webshop. Platformen tilbyder et stort udvalg af produkter, bl.a. tøj, boligartikler, accessories og meget mere. Printify samarbejder med et globalt netværk af leverandører, som producerer og sender produkterne direkte til kunden. Det betyder, at du kan automatisere ordrebehandlingen og skalere din butik uden selv at håndtere produktion eller lager.
Priser: Gratis abonnement, Premium fra 29 USD pr. måned (ca. 200 kr.).
6. Printful
Printful er en velkendt print-on-demand-app og en af de bedste dropshipping-apps til Shopify, der gør det nemt at sælge specialdesignede T-shirts og produkter direkte fra din Shopify-butik. Platformen har en enkel brugerflade, hvor du hurtigt kan uploade designs og lave produktmockups til din webshop. Printful tager sig derefter af hele processen med produktion, pakning og forsendelse til kunden. Du kan også bruge branded emballage og tilføje dit eget logo på pakker og fakturaer, så din webshop fremstår mere professionel. Printful har desuden fulfilment-centre i Europa, hvilket kan give hurtigere levering til danske og europæiske kunder.
Priser: Gratis abonnement, Printful Growth fra 24,99 USD pr. måned (ca. 170 kr.).
7. BigBuy
BigBuy er en europæisk dropshipping-platform, der giver Shopify-butikker adgang til tusindvis af produkter inden for bl.a. elektronik, boligartikler, legetøj og skønhedsprodukter. Platformen fungerer som både grossist og dropshipping-leverandør og håndterer lager, pakning og forsendelse direkte til kunden. BigBuy har lager i Europa, hvilket kan give kortere leveringstider til danske og europæiske kunder. Appen integrerer med Shopify, så du nemt kan importere produkter til din webshop og automatisere ordrebehandlingen.
Priser: Shopify-appen er gratis at installere. BigBuys dropshipping-tjeneste kræver et abonnement fra ca. 69 EUR pr. måned (ca. 515 kr.) samt et opstartsgebyr på ca. 89 EUR (ca. 665 kr.).
8. Syncee
Syncee er en dropshipping-platform, der hjælper Shopify-butikker med at finde produkter fra leverandører i bl.a. Europa, USA og andre dele af verden. I Syncees marketplace kan du søge efter produkter, importere dem direkte til din webshop og automatisere ordrebehandlingen. Platformen har en brugervenlig grænseflade og tilbyder kundesupport døgnet rundt. Derudover kan du arbejde med flere leverandører på samme tid og udnytte leverandørrabatter, som kan hjælpe med at holde dine startomkostninger nede.
Priser: Gratis abonnement, Basic fra 39,99 USD pr. måned (ca. 275 kr.), Pro fra 59,99 USD pr. måned (ca. 415 kr.) og Business fra 99,99 USD pr. måned (ca. 690 kr.).
9. CJdropshipping
CJdropshipping er en global dropshipping-platform, der giver adgang til et stort katalog af produkter inden for bl.a. mode, accessories, elektronik, legetøj og boligartikler. Platformen fungerer både som leverandør og fulfilment-service, hvilket gør det muligt at håndtere ordrer direkte fra din Shopify-butik. CJdropshipping tilbyder også tilpasset branding, private label-produkter og branded emballage, hvis du vil opbygge dit eget brand. Derudover har platformen kundesupport døgnet rundt og er tilgængelig på mange sprog.
Priser: Appen er gratis at installere, men der kan opkræves produkt- og servicegebyrer afhængigt af leverandør og forsendelse.
10. Spocket
Spocket er en af de bedste dropshipping-apps til Shopify og fokuserer især på leverandører i Europa og USA. Det kan være en fordel for danske Shopify-butikker, fordi leveringstiden ofte er kortere end ved produkter sendt direkte fra Kina. I Spockets produktkatalog kan du finde varer inden for mange kategorier, fx tøj, accessories, boligartikler og elektronik. Appen understøtter også prøvebestillinger, så du kan teste produkter, før du sælger dem i din webshop. Samtidig automatiserer Spocket både produktimport og ordrebehandling.
Priser: Gratis abonnement, Starter fra 39,99 USD pr. måned (ca. 275 kr.), Pro fra 59,99 USD pr. måned (ca. 415 kr.) og Empire fra 99,99 USD pr. måned (ca. 690 kr.).
11. DSers
DSers er en officiel dropshipping-app fra AliExpress og en af de mest populære løsninger til Shopify-butikker, der vil arbejde med AliExpress-leverandører. Platformen gør det muligt at importere produkter direkte fra AliExpress og håndtere mange ordrer på én gang. DSers er derfor velegnet til butikker med høj ordrevolumen. Appen tilbyder også funktioner til produktmapping, automatiseret ordrebehandling og mulighed for private label-produkter. Derudover indeholder platformen værktøjer til produktmockups og design, som kan hjælpe med at gøre dine produktlister mere professionelle.
Priser: Appen er gratis at installere. Advanced fra 19,90 USD pr. måned (ca. 135 kr.) og Pro fra 49,90 USD pr. måned (ca. 345 kr.).
Ofte stillede spørgsmål om de bedste dropshipping-apps
Hvad skal du kigge efter, når du vælger dropshipping-apps?
Når du vælger blandt de bedste dropshipping-apps til Shopify, er det vigtigt at finde en løsning, der kan understøtte din webshop gennem hele dropshipping-processen. En god app bør kunne holde styr på lagerdata, automatisere ordrebehandling og sørge for, at produkter bliver sendt hurtigt til dine kunder. Det er også en fordel at vælge en app med pålidelige leverandører, produkter i god kvalitet og gode anmeldelser fra andre brugere. Funktioner som branded emballage og fakturering kan desuden være med til at give din webshop en mere professionel og gennemført kundeoplevelse.
Hvilken platform er bedst til dropshipping?
Den bedste platform til din dropshipping-forretning afhænger af, hvilke produkter du vil sælge, og hvordan du vil drive din webshop. Det er en god idé at vælge en e-handelsplatform med et sikkert betalingssystem og mulighed for at skalere, efterhånden som din forretning vokser. Shopify er et populært valg, da platformen fungerer sammen med mange af de bedste dropshipping-apps. Det gør det nemt at sælge alt fra white label-produkter til specialdesignede varer uden selv at håndtere lager eller produktion.
Hvad er den bedste app til at starte dropshipping?
Den bedste app til at starte en dropshipping-butik afhænger af dine produkter og din e-handelsplatform. En populær løsning er DSers, som integrerer direkte med både Shopify og AliExpress. Med DSers kan du importere produkter, håndtere mange ordrer på én gang og automatisere dele af ordreprocessen. Appen er tilgængelig i Shopify App Store og bruges af mange Shopify-butikker, der arbejder med AliExpress-dropshipping.


