Uanset om det handler om fysiske ydelser som bilreparation eller digitale ydelser som softwareudvikling, er servicevirksomheder en del af hverdagen. Du bruger dem sandsynligvis allerede hver eneste dag, fx når du afleverer dit barn i børnehaven, booker en tid hos frisøren eller får hjælp af en webdesigner til din webshop.
Det kan dog være krævende at starte en traditionel servicevirksomhed. Ud over at markedsføre brandet og tiltrække kunder skal du også kunne levere en høj kvalitet i selve arbejdet. Hvis du er god til markedsføring og salg, findes der faktisk også en anden mulighed. Du kan starte en drop servicing-virksomhed og outsource det praktiske arbejde til andre.
Men hvad er drop servicing egentlig? I denne artikel kan du læse mere om, hvordan drop servicing fungerer, og hvordan du kommer i gang med din egen virksomhed.
Hvad er drop servicing?
Drop servicing er en forretningsmodel, hvor du sælger ydelser til kunder, mens selve arbejdet udføres af en ekstern leverandør. Modellen minder på mange måder om dropshipping, hvor en tredjepart står for produktion, lager og levering af fysiske produkter. Når du arbejder med drop servicing, er det i stedet serviceydelser, der bliver outsourcet, mens du selv håndterer markedsføring, salg og kundekontakt.
Du kan fx starte en drop servicing-virksomhed inden for grafisk design og samarbejde med freelancere eller designere, som udfører opgaverne for kunderne.
Hvis du har en stærk online tilstedeværelse og finder en god niche, kan du opbygge en succesfuld drop servicing-virksomhed. Fordelene er bl.a. fleksible arbejdstider, lave opstartsomkostninger og gode muligheder for at udvide virksomheden i takt med, at efterspørgslen stiger.
Hvordan fungerer drop servicing?
Drop servicing involverer typisk tre parter:
- Drop servicing-virksomheden
- Leverandøren
- Kunden
Virksomheden står for markedsføring, kundekontakt og prissætning af ydelserne. Leverandøren udfører selve arbejdet og leverer ydelsen til kunden.
Forretningsmodellen fungerer bedst, når alle parter får noget ud af samarbejdet:
- Kunden modtager en professionel ydelse.
- Leverandøren tjener penge uden selv at skulle skaffe kunder eller drive sin egen forretning.
- Drop servicing-virksomheden tjener på at tiltrække kunder, håndtere administration, tage imod betalinger og holde kontakten med både kunder og leverandører.
Her er et eksempel på, hvad drop servicing er i praksis: Du starter en rengøringsvirksomhed. Du står selv for annoncering, bygger en hjemmeside med priser, planlægger kundeaftaler og håndterer kundeservice. Selve rengøringen bliver udført af eksterne leverandører.
Sådan starter du en drop servicing-virksomhed
- Find en niche inden for drop servicing
- Find pålidelige leverandører
- Fastsæt priserne
- Opbyg din online tilstedeværelse
- Skab tillid hos kunderne
Her er nogle af de vigtigste trin, hvis du vil starte din egen drop servicing-virksomhed.
Find en niche inden for drop servicing
Find et område, hvor en bestemt målgruppe mangler en ydelse, eller hvor efterspørgslen er høj. Måske opdager du, at mange i lokalområdet har brug for kæledyrspasning, mens de er på arbejde. Så kan du starte en virksomhed med kæledyrspasning baseret på drop servicing.
Hvis du finder en niche med begrænset konkurrence, bliver det ofte lettere at tiltrække kunder, som er villige til at betale for ydelsen.
Undersøg brancher, du interesserer dig for eller allerede har indsigt i. Selvom du ikke selv udfører arbejdet, er det vigtigt at forstå branchen og vide, hvad kunderne forventer af kvalitet.
Find pålidelige leverandører
Når du har valgt en niche, er næste skridt at finde leverandører, du kan stole på. Undersøg potentielle samarbejdspartnere grundigt, før du indgår en aftale. En drop servicing-virksomhed er afhængig af, at leverandørerne leverer et godt stykke arbejde og overholder deres aftaler.
Læs anmeldelser, tal med leverandørerne, og bed om referencer. Sammenlign priserne, så du sikrer, at der stadig er plads til en god fortjeneste. Det kan også være en fordel at samarbejde med flere leverandører, så virksomheden ikke bliver afhængig af én person.
Fastsæt priserne
Vælg en prisstrategi, der både gør virksomheden konkurrencedygtig og giver en sund avance. Du kan fx bruge Shopifys beregner til avance til at finde et prisniveau, der giver overskud.
Husk også at tage højde for faste udgifter som:
- Markedsføring
- Software til booking
- CRM-software
- Forsikring
- Skat og afgifter
Opbyg din online tilstedeværelse
Selvom mange virksomheder stadig bruger fysisk annoncering som flyers eller billboards, er en stærk online tilstedeværelse afgørende, hvis du vil tiltrække potentielle kunder og sælge dine ydelser online.
Opret en professionel hjemmeside med en sikker betalingsløsning og integration til apps til tidsbestilling. Når en kunde har booket og betalt for en ydelse via hjemmesiden, kan du koordinere opgaven med leverandørerne og sikre, at arbejdet bliver udført som aftalt.
Når webshoppen er sat op, bør du udvikle en digital markedsføringsstrategi, der kan skabe trafik til siden. Du kan fx arbejde med SEO (søgemaskineoptimering) og SEM for at blive mere synlig i søgemaskinerne.
Sociale medier kan også være en effektiv markedsføringsstrategi og en god måde at styrke kendskabet til virksomheden og nå ud til nye kunder på.
Du kan samtidig arbejde med content marketing gennem blogindlæg, podcasts eller videoer, der passer til din niche og målgruppe. Hvis du fx driver en drop servicing-virksomhed inden for personlig træning, kan du starte en YouTube-kanal med fitnessråd, træningsguides og andet relevant indhold, der hjælper med at markedsføre virksomheden og tiltrække potentielle kunder.
Skab tillid hos kunderne
Hvis virksomheden skal vokse, kræver det både loyale kunder og nye kunder. Derfor er tillid afgørende. Du kan styrke tilliden ved at levere god kundeservice og svare hurtigt på spørgsmål. Gør det nemt for kunderne at kontakte dig via fx e-mail, telefon eller livechat.
Du kan også bruge kundeanmeldelser som social proof i webshoppen. Positive anmeldelser og anbefalinger kan styrke virksomhedens troværdighed og gøre potentielle kunder mere trygge ved at købe dine ydelser.
Du kan også styrke kunderelationen med et henvisningsprogram, hvor kunder bliver belønnet for at anbefale virksomheden til andre. Hvis din drop servicing-virksomhed fx tilbyder havearbejde, kan du give gratis græsslåning til kunder, der skaffer en ny kunde.
Idéer til drop servicing
Her er nogle forretningsidéer, du kan overveje, hvis du vil starte din egen drop servicing-virksomhed:
Administration af sociale medier
Administration af sociale medier betyder, at en virksomhed betaler dig for at håndtere dens profiler på sociale medie-platforme. Det kan bl.a. omfatte publicering af indhold, besvarelse af kommentarer og direkte beskeder samt løbende dialog med følgere. Hvis du arbejder med drop servicing, kan du hyre professionelle SoMe-managere til at drive kundernes profiler, mens du selv står for kunderelationen og den daglige kontakt.
Softwareudvikling
Softwareudvikling kan dække mange forskellige typer opgaver, lige fra almindelig webudvikling til udvikling af mobilapps og databaser. Du kan fx sælge hjemmesideløsninger til lokale virksomheder og samarbejde med freelanceudviklere, som står for det tekniske arbejde. På den måde kan du fokusere på salg, projektstyring og kundekontakt, mens udviklerne bygger løsningerne.
Videoproduktion
En anden idé til en drop servicing-virksomhed er at tilbyde videoproduktion til virksomheder, der har brug for indhold som reklamer, content til sociale medier eller vejledninger. Du kan fx samarbejde med en eventvirksomhed, som gerne vil have filmet og redigeret indhold fra deres arrangementer. Du aftaler pris og tidsplan med kunden og hyrer derefter freelancere til at filme arrangementerne og redigere materialet til færdige videoer. Til sidst leverer du videoerne til kunden og står for den løbende dialog under hele processen.
Tekstforfatning
Du kan også starte en drop servicing-virksomhed, der leverer tekster til virksomheder. Det kan være alt fra korte reklametekster og produktbeskrivelser til længere blogindlæg, e-mails og tekniske vejledninger. Du finder kunderne og fastsætter priserne, mens freelance-skribenter står for selve skrivearbejdet og leverer indholdet til kunderne.
Leadgenerering
Leadgenerering handler om at indsamle kundemner. Dvs. du arbejder med at finde relevante potentielle kunder og skabe interesse for en virksomhed, så flere bevæger sig videre i salgstragten. Det sker ofte gennem strategier som e-mailmarkedsføring og gratis indhold som quizzer, guides og kundecases. Du kan tilbyde leadgenerering til virksomheder, der gerne vil øge salget, og samarbejde med freelance-marketingfolk, som står for det praktiske arbejde med at skaffe kundeemner (leads).
Ofte stillede spørgsmål: Hvad er drop servicing?
Hvad er drop servicing?
Drop servicing er en forretningsmodel, hvor du sælger ydelser til kunder, mens selve arbejdet bliver udført af en freelancer eller ekstern leverandør. Du står typisk selv for markedsføring, salg og kundekontakt, mens samarbejdspartnere leverer ydelsen.
Hvad er et eksempel på drop servicing?
Et godt eksempel på drop servicing kunne være en virksomhed, der sælger videoredigering til kunder, men samarbejder med freelance videoredigerere, som udfører selve arbejdet. Virksomheden står selv for markedsføring, salg og kundekontakt, mens freelancerne står for videoredigeringen og leverer det færdige materiale.
Er drop servicing lovligt i Danmark?
Ja, drop servicing er som udgangspunkt lovligt i Danmark, så længe virksomheden overholder gældende regler for bl.a. skat, moms, fakturering og markedsføring. Hvis du samarbejder med freelancere eller eksterne leverandører, er det også vigtigt at have klare aftaler om ansvar, betaling og levering.
Hvad er forskellen på dropshipping og drop servicing?
Ved dropshipping sælger en virksomhed fysiske produkter, som bliver produceret, opbevaret og sendt af en ekstern leverandør. Ved drop servicing sælger virksomheden i stedet ydelser, som bliver udført af freelancere eller andre eksterne samarbejdspartnere.

