Traditionel bogudgivelse kan være en lang og usikker proces. Du sender dit manuskript ind, venter på et svar, der måske aldrig kommer, og forsøger at holde modet oppe, hvis du får et afslag. Selv hvis du får en aftale med et forlag, kan der gå måneder med forhandlinger om både indhold og indtjening.
Men der findes også en anden løsning. Du kan nemlig selv skrive, redigere, udgive og sælge din bog uden at gå gennem et traditionelt forlag.
Vi har talt med Julie Broad, som er forfatter til Self-Publish & Succeed og stifter af selvudgivelsestjenesten Book Launchers, om fordelene ved selvudgivelse og hvordan man kommer i gang.
Vil du vide mere om, hvordan man selvudgiver en bog? Så er du kommet det rette sted.
Hvad er selvudgivelse?
Selvudgivelse betyder, at du selv står for hele processen med at få din bog ud i verden: skrivning, redigering, design, udgivelse og salg, uden et traditionelt forlag.
En traditionel bogudgivelse går ud på, at du sender dit manuskript til forlag eller agenter. Hvis det bliver godkendt, tager de sig af distribution, omslag og markedsføring. Til gengæld giver du afkald på en del af din kreative kontrol og en stor del af indtægten, ofte helt op til 85-90 %.
Hvis du vælger at selvudgive din bog, har du fuld kontrol over hvert trin lige fra valg af redaktør til omslag og hvor din bog sælges.
Du beholder en større del af indtjeningen, kan udgive hurtigere og har fuld kreativ frihed. Til gengæld står du selv med ansvaret og de omkostninger, der følger med.
Hvorfor selvudgive en bog?
Der er flere fordele ved at selvudgive en bog. Du får bl.a. mere kontrol over hele processen fra start til slut og beholder en større del af indtjeningen.
Behold dine intellektuelle ejendomsrettigheder
“Ved traditionel udgivelse overdrager forfatteren ofte sine rettigheder til forlaget”, fortæller Julie. Nogle er tilfredse med den løsning, men for andre kan det være en ulempe, især hvis du skriver faglitteratur.
“Hvis du som virksomhedsejer har brugt 20 år på at udvikle en metode, har du næppe lyst til, at et forlag skal eje den”, siger Julie. Det samme gælder for personlige historier, hvor mange gerne selv vil bestemme, hvordan de bliver fortalt. Med selvudgivelse kan du beholde rettighederne.
Tjen flere penge pr. solgt bog
Ved traditionel udgivelse går salget til forlaget, som derefter udbetaler royalties til forfatteren. Du tjener typisk ikke særlig meget. “Du er heldig, hvis du tjener et meget lille beløb pr. solgt trykt bog”, siger Julie.
Ved selvudgivelse betaler du for distribution, men da du ikke deler indtægten med et forlag, tjener du typisk mere pr. bog, men det varierer afhængigt af pris og omkostninger.
Kontrol over dine forretningsmæssige og kreative beslutninger
Som selvudgiver bestemmer du selv, hvad der skal ske med din bog. “Du kan give den væk gratis, sælge den i større partier med rabat eller bruge den i din markedsføring”, fortæller Julie. “Et forlag skal tjene penge på hvert salg, og det kan begrænse dine muligheder”.
Du kan også vælge at indgå en aftale med et forlag senere. “Nogle forfattere starter med at selvudgive og indgår først en traditionel aftale, når det giver mere mening”, siger Julie. “Du er ikke låst fast”.
Hvor meget kan selvudgivne forfattere tjene?
Ifølge selvudgivelsesplatformen Spines ligger royalties ved traditionel udgivelse typisk på:
- Indbundet bog: 10-15 % royalties
- Hæftet bog: ca. 6-8 %
- E-bøger: 25-40 %
- Agenter tager ofte 15-20 % i kommission, og et eventuelt forskud skal tjenes ind først
Til sammenligning viser en undersøgelse fra Written Word Media fra 2024 et andet billede for selvudgivne forfattere:
- E-bøger: ofte op til 70 % i royalties, afhængigt af platform og pris
- Trykte bøger (hæftet og indbundet): typisk 40-70 % pr. salg med print-on-demand
Platforme som Amazon KDP og Apple Books tilbyder ofte omkring 70 % i royalties på e-bøger.
💡Vidste du? Robert Kiyosaki selvudgav først bogen Rig far, fattig far i 1997 efter afslag fra forlæggere. Inden for få år blev den en global bestseller med over 32 millioner solgte eksemplarer. Bogen findes også på dansk og er et af de mest kendte eksempler på en succesfuld selvudgivet bog.
Sådan selvudgiver du en bog i 8 trin
Her får du et overblik over, hvordan man selvudgiver en bog trin for trin.
- Kend din læser
- Arbejd med de rigtige redaktører
- Skab et iøjnefaldende omslag
- Vælg din udgivelsesplatform
- Formater din bog
- Få et ISBN
- Opret en Shopify-butik
- Markedsfør din bog
Din vej til selvudgivelse vil være forskellig fra andres, men her er nogle grundlæggende trin, der kan hjælpe dig i gang.
1. Kend din læser
”Det er en god idé at overveje, hvordan du vil markedsføre din bog, før du er færdig med at skrive den”, siger Julie. Det betyder ikke, at du skal lave en komplet markedsføringsplan, men at du skal have en klar idé om, hvem du skriver til.
”Vær så specifik som muligt”, fortæller Julie. ”Skriv ikke til alle, men identificer din læser, og brug de ord, de selv bruger”. Hvis du har en tydelig målgruppe, bliver både skriveprocessen og udgivelsen nemmere. ”Mange skriver først deres bog og prøver bagefter at finde ud af, hvordan den skal markedsføres. Det kan gøre processen unødigt svær”.
2. Arbejd med de rigtige redaktører
Din bog skal kunne måle sig med bøger fra traditionelle forlag. Derfor kan det være en god idé at arbejde med forskellige typer redaktører:
- Indholdsredaktør: Gennemgår dit manuskript og foreslår ændringer i struktur og indhold
- Faktatjekker: Relevant for faglitteratur, hvor dine kilder og påstande skal verificeres
- Sprogredaktør: Hjælper med sprog, flow og formuleringer
- Korrekturlæser: Fanger de sidste fejl før udgivelse
”Mange ender med den forkerte type redigering på det forkerte tidspunkt, fordi de ikke er klar over, at der findes forskellige typer redaktører”, siger Julie.
Som selvudgiver vælger du selv dine redaktører. Find fx freelance-redaktører gennem:
I Danmark kan du også finde redaktører gennem:
- Dansk Forfatterforening (netværk og branchefolk)
- LinkedIn og dit eget netværk
- Skrivefællesskaber som Unite and Write
- Freelancere med erfaring fra forlagsbranchen
- Forfatterweb og biblioteksnetværk (mere til inspiration og research)
3. Skab et iøjnefaldende omslag
Dit omslag er det første, læserne ser, og fungerer som din vigtigste visuelle salgskanal, både online og i din egen webshop. Når du designer dit omslag eller arbejder med en designer, bør du tænke som en marketingperson:
- Design til små formater: Dit omslag vises ofte som et lille billede i webshops
- Gør titlen nem at læse: Den skal være tydelig, også i mindre størrelser
- Tænk på ryg og bagside: Især vigtigt for trykte bøger
Du kan finde designere på de samme platforme som redaktører. Hvis du vil gøre det selv, kan du bruge værktøjer som:
4. Vælg din udgivelsesplatform
Mange platforme tilbyder print-on-demand, hvor bøger først bliver trykt, når de bliver bestilt. Det betyder, at du undgår lager og store opstartsomkostninger.
Denne model bruges også i Danmark og gør det nemmere at komme i gang uden at binde penge i oplag. Platforme som Amazon KDP og Apple Books er populære globalt, men i Danmark kan du også bruge tjenester som Saxo Publish til at udgive og distribuere din bog.
I Danmark fungerer distribution lidt anderledes end i mange andre lande. Hvis din bog skal sælges gennem boghandlere, skal den typisk registreres i bogportalen, som butikkerne bruger til at bestille bøger. Mange selvudgivelsesplatforme som fx BoD eller Saxo Publish kan hjælpe med dette, så din bog bliver tilgængelig i både fysiske boghandlere og webshops.
5. Formater din bog
Før du udgiver, skal din bog sættes korrekt op. Kravene varierer fra platform til platform, så det er en god idé at tjekke dem tidligt i processen.
De fleste platforme kræver to filer: en manuskriptfil og en omslagsfil (forside, ryg og bagside).
Når du formaterer din bog, skal du typisk inkludere:
- Sideformat og margener: Fastlæg bogens størrelse og sidemargener
- Halvtitelside: Første højreside med kun bogens titel
- Titelside: Indeholder titel, forfatter og evt. undertitel
- Kolofon: Indeholder copyrightoplysninger og placeres efter titelbladet
- Dedikation: En kort tekst uden sidetal
- Indholdsfortegnelse: Oversigt over kapitler og sidetal
- Kapitelstart: Hvert kapitel starter på en ny side
- Brødtekst: Sider med sidehoved, fx navn og bogtitel
- Referencer: Relevant for faglitteratur
- Forfatterbiografi: Kort præsentation og evt. billede
- Indeks: Alfabetisk oversigt bagerst i fagbøger
6. Få et ISBN
Din bog skal have et ISBN (International Standard Book Number), som er en unik 13-cifret kode, der identificerer din bogs udgave, forlag og format.
ISBN gør det muligt at registrere og distribuere din bog via boghandlere, biblioteker og online platforme og er en vigtig del af, hvordan man selvudgiver en bog i praksis. I Danmark kan du få ISBN-numre gratis gennem Dansk ISBN-kontor.
Nogle selvudgivelsesplatforme tilbyder også ISBN’er, men her står de typisk som udgiver. Hvis du vil have fuld kontrol, kan det derfor være en fordel at registrere ISBN selv.
Når du udgiver i Danmark, skal du også huske pligtaflevering. Det betyder, at du skal indsende eksemplarer af din bog til Det Kongelige Bibliotek, så den bliver registreret som en del af den danske kulturarv. Kravene til pligtaflevering afhænger af, om din bog er trykt eller digital.
7. Opret en Shopify-butik
Opret en online butik til at sælge din bog, selv hvis du også bruger andre salgskanaler som boghandlere eller online platforme.
”En af grundene til, at vi opfordrer vores kunder til at sælge direkte, er, at platforme som Amazon og boghandlere ikke fortæller dig, hvem der køber din bog”, siger Julie. ”Når du sælger direkte, tjener du ikke kun mere pr. bog, du får også adgang til dine kunders kontaktoplysninger”.
Julie sælger selv sin bog via sin Shopify-butik. ”Vi har testet mange platforme, og vi kan godt lide, hvor nemt det er at bygge en webshop, der fungerer for forfattere”, siger hun. ”Når først det er sat op, er det nemt at administrere, og Shopify håndterer mange af de ting, du ellers selv skulle bruge tid på”, fx tilbudspakker og mersalg.
8. Markedsfør din bog
”Det er ligegyldigt, hvor god din bog er, den skal markedsføres”, fortæller Julie. Når det kommer til, hvordan man selvudgiver en bog, bør din strategi tage udgangspunkt i din målgruppe. Du kan fx:
- Dele uddrag på sociale medier: Del små bidder af din bog på fx Instagram, TikTok (BookTok) eller LinkedIn og link til din salgsside
- Opbygge anmeldelser: Bed dine første læsere om ærlige anmeldelser. Du kan bruge anmeldelsesapps, der integrerer med Shopify
- Samarbejde med influencere: Find profiler, der matcher din målgruppe
- Kontakt medier og bloggere: Ræk ud til danske bogbloggere, podcasts eller nichemedier inden for din genre
- Gøre din bog tilgængelig på biblioteker: I Danmark kan e-bøger og lydbøger også gøres tilgængelige via eReolen, som er bibliotekernes digitale platform. Her kan læsere låne din bog gratis, hvilket kan være en effektiv måde at nå nye læsere på.
- Skabe indhold: Tilføj en blog til din Shopify-butik og arbejd med SEO for at blive fundet i Google
Hvor meget koster det at selvudgive en bog?
Nu ved du lidt mere om, hvordan man selvudgiver en bog, men hvad koster det?
I Danmark kan du udgive din bog relativt billigt, hvis du gør meget af arbejdet selv. Platforme som BoD og Saxo Publish tilbyder udgivelse fra under 1.000 kr., mens ekstra services som redigering, design og markedsføring kan købes separat. Prisen for samlede løsninger med flere tjenester kan starte fra et par tusinde kroner, afhængigt af hvor meget hjælp du har brug for. Hvert trin i processen kan medføre omkostninger, men du kan holde dem nede ved selv at stå for dele af arbejdet.
Redigering
Prisen afhænger af typen af redigering. Korrektur er billigere, mens en gennemgribende redigering kan koste over 50 kr. pr. side. For en roman på omkring 60.000 ord kan det samlet løbe op i 15.000-20.000 kr., afhængigt af niveau og erfaring.
Omslagsdesign og formatering
Et professionelt omslag kan koste alt lige fra et par hundrede kroner til flere tusinde. Formatering kan du selv stå for med værktøjer som Word, Google Docs eller specialiserede programmer som Atticus.
ISBN’er
Et ISBN-nummer er ikke et lovkrav i Danmark, men i praksis nødvendigt, hvis du vil sælge din bog gennem boghandlere eller gøre den tilgængelig for biblioteker. ISBN-numre kan fås gratis via Dansk ISBN-kontor.
Trykning og forsendelse
Omkostninger til tryk afhænger af bogens format, papir og sidetal. Med print-on-demand kan du producere bøger enkeltvis uden at skulle betale for et stort oplag på forhånd.
Som eksempel kan en hæftet bog via Amazon KDP koste fra omkring 15 kr. pr. bog for korte bøger og op mod 30-40 kr. for længere udgivelser, afhængigt af specifikationer.
Markedsføring
Markedsføring er sjældent gratis. Udgifterne kan spænde fra små beløb til annoncer på sociale medier til større investeringer i PR, samarbejder eller annoncering i medier.
I Danmark kan det også være en fordel at kontakte lokalaviser, bogbloggere og nichemedier inden for din genre. Selv mindre omtaler kan gøre en stor forskel for synligheden.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man selvudgiver en bog
Hvad er den gennemsnitlige omkostning ved at selvudgive en bog?
Omkostningerne afhænger af bogens længde, kvalitet og hvor meget du selv står for. Hvis du gør det meste selv, kan du slippe med et mindre budget. Hvis du investerer i professionel redigering, design og markedsføring, kan det hurtigt løbe op i flere tusinde kroner og i nogle tilfælde væsentligt mere.
Hvor svært er det at selvudgive en bog?
Selvudgivelse er ofte hurtigere end traditionel udgivelse, men du står selv for hele processen, fra redigering til markedsføring. Hvis du vil udgive en bog, der sælger, kræver det tid, arbejde og en vis investering.
Skal jeg registrere ophavsret på min selvudgivne bog?
I Danmark er din bog automatisk beskyttet af ophavsret, så snart du har skrevet den. Du behøver derfor ikke registrere den. Hvis du udgiver bogen, skal den dog pligtafleveres til Det Kongelige Bibliotek.
Kan jeg selvudgive min bog gratis?
Ja. Platforme som Amazon KDP, Apple Books og Kobo giver dig mulighed for at udgive din bog uden opstartsomkostninger. I Danmark kan du også bruge tjenester som Saxo Publish. De største udgifter er typisk til redigering, omslagsdesign og markedsføring.
Tjener selvudgivne bøger penge?
Det kan de, og mange gør. Indtjeningen varierer meget afhængigt af genre, pris, markedsføring og hvor mange bøger du udgiver. Nogle tjener lidt, mens andre opbygger en stabil indkomst over tid.
Hvor lang tid tager det at selvudgive en bog?
Hvis dit manuskript er færdigt, kan du udgive din bog på få dage via online platforme. Men hele processen, fra idé til færdig bog, tager ofte flere måneder eller længere, afhængigt af hvor grundigt du arbejder med redigering, design og markedsføring.


