Markedet for videresalg af sneakers er vokset eksplosivt og er i dag en industri, der er milliarder værd. Udviklingen er drevet af begrænsede drops, hypekultur og samlere, der er villige til at betale ekstra for verificerede varer. StockX har ændret måden, eftertragtede produkter bliver købt og solgt på. Sælgere opretter salgsannoncer med en udbudspris, mens købere afgiver bud på det beløb, de vil betale. Når en købers bud matcher en sælgers udbudspris, gennemføres salget automatisk. Derefter verificerer StockX, at varen lever op til platformens krav.
For seriøse iværksættere inden for videresalg giver StockX adgang til millioner af købere, der aktivt leder efter bestemte varer. Platformen er udviklet til sneakers, streetwear og samlerobjekter og forbinder sælgere med engagerede købere frem for tilfældige besøgende. Samtidig gør StockX salgsprocessen enklere. Du behøver ikke selv at tage produktbilleder eller skrive lange produktbeskrivelser, og StockX håndterer kundeservice. Du skaffer varerne, fastsætter prisen og lader markedet gøre resten. I denne guide gennemgår vi trin for trin, hvordan sælger man på StockX.
Hvad er StockX?
StockX er en online markedsplads, der blev grundlagt i 2016 og specialiserer sig i eftertragtede produkter som sneakers, streetwear, elektronik og samlerobjekter. The Wall Street Journal har beskrevet platformen som "aktiemarkedet for Nikes og Rolexes". StockX blev grundlagt af Josh Luber og Dan Gilbert og blev oprindeligt lanceret som en markedsplads, hvor sneakerentusiaster kunne købe og sælge sjældne modeller.
Siden da har StockX udvidet sortimentet og omfatter nu en lang række produktkategorier inden for det, platformen kalder "current culture". Alle varer, der sælges på StockX, skal være i deadstock-stand, dvs. helt nye, ubrugte og med original emballage og alt tilbehør. Brugte varer accepteres ikke på platformen.
Fordele ved at sælge på StockX
StockX giver dig adgang til noget, mange andre markedspladser ikke kan tilbyde: Et købestærkt publikum af samlere, der ved præcis, hvad de leder efter, og som er villige til at betale for det. Derfor er platformen populær blandt videresælgere:
- Eksisterende efterspørgsel. StockX forbinder dig med et globalt fællesskab af sneakerfans og samlere, der aktivt leder efter bestemte produkter. Med mere end 60 millioner handler gennem tiden og 20 millioner købere på verdensplan bliver dine varer eksponeret for millioner af potentielle købere, uden at du selv skal skaffe trafikken.
- Prisdata i realtid. Platformen viser bud i realtid, den laveste udbudspris og tidligere salgspriser. Det giver dig et godt grundlag for at fastsætte en konkurrencedygtig pris.
- Enkle produktlister. Da StockX kun accepterer varer i fejlfri stand, behøver du hverken at tage produktbilleder, skrive lange beskrivelser eller forhandle med købere. Produktkataloget er allerede oprettet. Det eneste, du skal gøre, er at finde varen, angive din pris og oprette salgsannoncen.
- Tillid gennem verificering. Alle varer bliver verificeret af StockX, før de sendes videre til køberen, eller sendes direkte fra en StockX Verified Seller. Det giver køberne større tryghed og hjælper dig med at opnå markedsprisen. StockX fungerer som mellemled og skaber tryghed for både købere og sælgere.
- Værktøjer til at skalere salget. StockX har funktioner til både nye og erfarne sælgere. Efterhånden som du sælger mere, kan du opnå lavere gebyrer og adgang til flere funktioner. Platformen tilbyder bl.a. StockX Pro, til administration af mange produktlister, Flex til opbevaring og hurtig afsendelse af forhåndsverificerede varer samt Sponsored Asks, der giver ekstra synlighed til dine produktlister.
Hvordan fungerer StockX?
Alle markedspladser fungerer forskelligt. På Etsy skriver sælgere detaljerede produktbeskrivelser og bruger stemningsbilleder, mens eBay giver mulighed for auktioner med mindstepris. StockX er derimod opbygget på et bud- og udbudssystem, obligatorisk verificering ved hvert salg og ingen direkte kontakt mellem køber og sælger.
Sådan fungerer systemet:
- Live-markedsplads med bud og udbudspris. Som sælger angiver du en udbudspris (Aks), altså den laveste pris, du vil acceptere. Købere afgiver bud på det beløb, de er villige til at betale. Når en købers bud matcher din udbudspris, gennemføres salget automatisk. Hvis du vil sælge med det samme, kan du også vælge "Sell Now" og acceptere det højeste aktuelle bud.
- Verificering. Når varen er solgt, sender du den til et af StockX' verificeringscentre, ikke direkte til køberen. Her kontrollerer StockX, at varen er helt ny og lever op til platformens krav, før den sendes videre til køberen. Når verificeringen er gennemført, bliver betalingen overført til din konto.
- Sælgergebyrer. Det er gratis at oprette varer på StockX, men du betaler gebyrer, når et salg bliver gennemført. StockX opkræver et transaktionsgebyr på omkring 9 % for nye sælgere samt et betalingsbehandlingsgebyr på 3 % af den endelige salgspris.
- Sælgerniveauer. StockX har fem sælgerniveauer, hvor højere niveauer giver lavere gebyrer og flere fordele. Alle starter på niveau 1 med et grundgebyr på 9 %. Efterhånden som du gennemfører flere salg, kan du arbejde dig op til niveau 5, hvor grundgebyret er 7 %. Højere niveauer giver også adgang til fordele som hurtigere udbetaling, fragtlabels i bulk og dedikeret VIP-support.
Avancerede funktioner i StockX
StockX tilbyder også værktøjer til sælgere, der vil tage deres videresalg til næste niveau. Det er her, forskellen mellem en hobby og en forretning for alvor bliver tydelig.
- StockX Pro. StockX Pro er et avanceret dashboard til sælgere med mange produktlister. Her kan du masseuploade og redigere produktlister, administrere lager og gøre den daglige drift mere effektiv. Adgang til StockX Pro kræver sælgerniveau 2 eller højere.
- StockX Flex. Flex giver kvalificerede sælgere mulighed for at opbevare varer hos StockX og få dem forhåndsverificeret. Du sender varerne til et StockX-anlæg, hvor de bliver verificeret og opbevaret. Når en vare bliver solgt, sendes den direkte til køberen fra StockX' lager, hvilket giver hurtigere levering. Sælgere, der bruger Flex, betaler et lavere gebyr pr. vare, typisk mellem 5 % og 6,5 % afhængigt af sælgerniveau, samt et opbevaringsgebyr.
- Sponsored Asks. Med Sponsored Asks kan du betale for at fremhæve dine produktlister på StockX' forside, i søgeresultater og andre placeringer med høj synlighed. Det giver dine varer større eksponering over for potentielle købere og kan være en fordel, hvis du vil sælge dit lager hurtigere.
- API. StockX stiller API'er til rådighed for sælgere, der ønsker at integrere platformen med din egen hjemmeside og egne systemer. Det gælder bl.a. Seller API, Order API og Catalog API, som gør det muligt at automatisere oprettelse af produktlister, ordrehåndtering og lagerstyring.
Bemærk: Hvis du bruger StockX Sales Channel-appen til Shopify, skal du tilgå disse funktioner via StockX Pro eller StockX' app eller webversion. StockX Flex understøttes ikke i Shopify-appen.
Sådan sælger du på StockX
- Opret din StockX-konto
- Undersøg markedet og skaf lager
- Opret produktet på StockX
- Send varen til verificering
- Gennemfør verificeringen og få din betaling
- Bliv synlig med Sponsored Asks
Hvordan sælger man på StockX? Først og fremmest er det vigtigt at kende platformens krav. Det gælder bl.a. reglerne for deadstock-stand og kravet om at sende varen senest to hverdage efter salget.
Sådan kommer du i gang:
1. Opret din StockX-konto
Opret en konto på StockX, og udfyld din sælgerprofil med de nødvendige oplysninger, fx leveringsadresse og den udbetalingsmetode, du ønsker at bruge, som PayPal eller bankoverførsel. Før du kan oprette din første salgsannonce, skal du bekræfte dine kontakt- og betalingsoplysninger via StockX' Hyperwallet-system, så dine udbetalinger kan behandles.
Det er også en god idé at sætte dig ind i StockX' regler for sælgere. Alle varer skal være helt nye, ubrugte og leveres med original emballage og alt tilbehør.
2. Undersøg markedet og skaf lager
Brug lidt tid på at undersøge, hvilke produkter der sælger bedst på StockX. Kig på populære varer, de seneste salgspriser og antallet af bud. Du vil hurtigt opdage, at ikke alle sneakers eller streetwear-drops stiger i værdi.
Fokuser på varer med dokumenteret efterspørgsel. Sorterer du produktlisterne efter "Total Sold", kan du se, hvilke modeller der sælger bedst. Fx er Jordan 4 Retro SB Navy solgt i mere end 14.000 eksemplarer, mens ASICS Gel-1130 er solgt i mere end 12.000. Brug dataene til at vurdere markedsprisen, og sats på produkter, der allerede er populære, frem for tilfældige drops, som risikerer at blive liggende længe.
Find nicher, du kender godt. Det kan fx være sjældne Jordans, samlekort eller streetwear i begrænsede oplag. Opbyg herefter dit lager strategisk. Det kan være gennem engroskøb, bots til begrænsede releases eller nøje udvalgte fund fra genbrugsbutikker.
3. Opret produktet på StockX
Når du har varer klar til salg, er det hurtigt at oprette dem på StockX. Søg efter det præcise produkt ved hjælp af navn eller SKU, og vælg den rigtige størrelse, udgave og andre relevante specifikationer. På produktsiden kan du vælge "Sell" og enten angive din udbudspris eller vælge "Sell Now", hvis du vil acceptere det højeste aktuelle bud med det samme.
Når du fastsætter din udbudspris, kan du vælge at matche den laveste aktuelle pris for at øge chancen for et hurtigt salg eller sætte en højere pris og vente på den rette køber. StockX viser både det højeste bud og de seneste salgspriser, så du har et godt grundlag for at prissætte varen. Du behøver heller ikke selv at tage produktbilleder eller skrive lange produktbeskrivelser. StockX stiller produktinformation og billeder til rådighed, så din salgsannonce er klar til købere med det samme.
4. Send varen til verificering
Når en købers bud matcher din udbudspris, eller en køber vælger "Buy Now", får du besked fra StockX om, at varen er solgt. Samtidig modtager du en forudbetalt fragtlabel. Print den, pak varen forsvarligt, og husk at vedlægge original emballage, tags og eventuelt andet tilbehør, der fulgte med varen. Derefter skal du sende pakken senest to hverdage efter salget.
StockX giver som udgangspunkt sælgere to hverdage til at aflevere pakken til fragtfirmaet. Sender du den for sent, kan ordren blive annulleret, og du risikerer at blive pålagt et gebyr.
Varen sendes først til et af StockX' verificeringscentre, ikke direkte til køberen, hvis adresse aldrig bliver delt med dig. StockX står herefter for resten af processen, herunder verificeringen, inden varen sendes videre til køberen.
5. Gennemfør verificeringen og få din betaling
Når varen ankommer til StockX, bliver den kontrolleret af verificeringsteamet for at sikre, at den lever op til platformens krav og er ubrugt, i original stand og med alt originalt tilbehør.
StockX har en grundig verificeringsproces. I 2024 afviste platformen produkter til en værdi af næsten 85 mio. USD (ca. 570 mio. kr.), fordi de ikke levede op til verificeringskravene. Derfor er det vigtigt, at dine varer rent faktisk lever op til deadstock-kravene, da de ellers bliver sendt retur.
Når varen er godkendt, sender StockX den videre til køberen og udbetaler beløbet til den udbetalingsmetode, du har valgt. Husk, at salgsgebyrerne automatisk bliver trukket fra din udbetaling.
6. Bliv synlig med Sponsored Asks
Med Sponsored Asks kan du betale for at få dine produktlister vist mere fremtrædende på StockX, fx på forsiden og i søgeresultaterne. Det giver dine produkter større synlighed over for potentielle købere og kan være en fordel, hvis du vil sælge dit lager hurtigere.
Dine annoncer vises kun, hvis du har den laveste udbudspris på varen. Du fastsætter selv et dagligt annoncebudget, som starter fra 5 USD (ca. 35 kr.), og du betaler kun, når en bruger klikker på annoncen. I StockX Pro kan du følge resultaterne med nøgletal som visninger og ROAS (afkast af annonceforbrug), så du løbende kan optimere dine kampagner.
Ofte stillede spørgsmål: Hvordan sælger man på StockX?
Hvordan sælger man på StockX?
Du sælger på StockX ved at oprette en konto, finde den vare, du vil sælge, angive en udbudspris og sende varen til StockX, når den er solgt. Herefter verificerer StockX varen, sender den videre til køberen og udbetaler beløbet minus gældende gebyrer.
Er det nemt at sælge på StockX?
Ja. StockX er udviklet til at gøre salgsprocessen så enkel som muligt. Du behøver ikke selv at tage produktbilleder, skrive lange produktbeskrivelser eller forhandle med købere. StockX håndterer verificering, betalingsbehandling og hjælper med at beskytte mod svindel.
Koster det penge at sælge på StockX?
Det er gratis at oprette en salgsannonce på StockX, men platformen opkræver gebyrer, når et salg bliver gennemført. Nye sælgere betaler som udgangspunkt et transaktionsgebyr på omkring 9 % samt et betalingsbehandlingsgebyr på 3 % af den endelige salgspris. Gennemfører du mange salg, kan du opnå lavere gebyrer via StockX' sælgerniveauer.
Hvordan får man udbetaling fra StockX?
StockX udbetaler via Hyperwallet, som er en PayPal-tjeneste. Afhængigt af dit land kan du vælge mellem flere udbetalingsmetoder, bl.a. PayPal, bankoverførsel (ACH), Venmo eller betalingskort.

