Et SKU-nummer (stock keeping unit) hjælper detailhandlere med at identificere og spore produkter. I din butik kan du med fordel oprette SKU-numre for at gøre det lettere at finde varer på lageret, organisere sortimentet og sortere varer efter bl.a. pris, farve og størrelse.
SKU’er gør altså driften mere enkel, især i mindre virksomheder. Uanset om du driver en webshop med et stort lager eller en fysisk butik med et begrænset sortiment, gør SKU’er det lettere at håndtere ordrer effektivt og skabe en god kundeoplevelse.
I denne guide får du indblik i, hvad produkt-SKU’er er, hvordan du bør oprette SKU’numre, og hvordan du bruger dem til at holde styr på lageret.
Hvad er et SKU-nummer?
Et SKU-nummer (stock-keeping unit) er en alfanumerisk kode, som detailhandlere tildeler for at identificere og spore bestemte produkter i deres lagersystem. SKU’er er typisk otte-ti tegn lange og indeholder kode for vigtige produktegenskaber, såsom farve, størrelse, producent og pris, hvilket muliggør præcis lagerstyring og salgsanalyse.
SKU’er oprettes af den enkelte virksomhed og struktureres, så den vigtigste information står først. Det gør det nemt for butikspersonalet hurtigt at finde varer, mens ledelsen hurtigt kan analysere salgsresultater.
I modsætning til andre typer produktkoder er SKU’er ikke universelle. Hver detailhandler opretter sine egne, som føjes til hver vare i lagerstyringssoftwaren i form af en unik kode. Koderne kan tilpasses leverandørers eller kunders krav og giver mere præcis lageropfølgning.
Eftersom hver detailhandler opretter sit eget SKU-system, vil den samme vare fra den samme producent ofte have forskellige SKU’er hos forskellige forhandlere.
Hvorfor er SKU’er vigtige for virksomheden?
Et gennemtænkt SKU-system gør det lettere for medarbejdere at finde produkter hurtigt, plukke ordrer med færre fejl og bruge mindre tid på at lede efter varer, der er blevet placeret forkert. SKU’er kan også hjælpe med at sænke lageromkostninger ved at synliggøre varer, der sælger langsomt, eller dubletter i sortimentet, og ved at gøre varemodtagelse og afstemning mere effektiv.
Forestil dig en lokal cykelbutik, hvor hver type slange har sin egen SKU. En enkelt scanning i POS-systemet registrerer den rigtige pris og trækker straks varen fra lageret. Den samme kode vises i butikkens dashboard og fremhæver populære størrelser, der snart er udsolgt, så der kan bestilles hjem, før næste dags travlhed begynder.
Fejl i lagerstyringen kan koste dyrt. En nyere global undersøgelse fra IHL Group har vist, at uregelmæssigheder i lagerbeholdningen, altså både udsolgte varer og overlagre, koster detailhandlen omkring 6,5 % af omsætningen om året. SKU’er giver overblik over hele lageret, så det bliver lettere at genbestille varer, der sælger hurtigt, og stoppe indkøb af varer, der ikke gør.
Hvor finder man SKU-numre?
Her er de mest almindelige steder, hvor du kan finde SKU-numre:
- Produktemballage. Vend en æske eller flaske om, og du vil ofte se en stregkodeetiket med SKU-nummeret trykt i nærheden.
- Kvitteringer. Når et produkt sælges, står SKU-nummeret ofte på kvitteringen sammen med produktbeskrivelsen.
- Prisskilte. Mange detailhandlere trykker SKU-numre på prisskilte, især for varer, der sælges i butik.
- Lagerstyringssystemer. Dit lagerstyringssystem (IMS) og POS-system gemmer SKU-numre for alle produkter.
- Produktannoncer. Onlineforhandlere på Amazon eller eBay angiver ofte SKU-numre i produktdetaljerne.
Bemærk, at selvom SKU-numre og stregkoder ofte står ved siden af hinanden på prisskilte, er de ikke det samme. En stregkode er et format til at kode information. På et prisskilt repræsenterer den typisk produktets UPC-kode, som vi kommer tilbage til senere i artiklen.
Sådan finder du SKU’er i Shopify-administrator og POS
I Shopify gemmes SKU’er på variantniveau. De kan tilføjes, når du vil oprette SKU-numre, eller ved at redigere eksisterende produkter. Hvert produkt og hver variant skal have sin egen unikke SKU.
I Shopify-administrator skal du gå til Produkter, åbne et produkt og derefter vælge en variant i sektionen Varianter. I variantens sektion Lager skal du klikke på SKU for at tilføje eller redigere koden. Husk at gemme derefter.
Har du et større katalog, kan SKU’er opdateres samlet via masseeditoren eller ved import med CSV.
I Shopify-mobilappen skal du trykke på prisskilt-ikonet. Vælg det produkt, du vil redigere. Åbn sektionen Varianter, vælg en variant, rediger dernæst SKU’en i sektionen Lager, og gem.
Guide til at oprette SKU-numre til produkter
Du vil gerne oprette SKU-numre til dine produkter, men ved måske ikke, hvilke muligheder du har. Er der nogle bestemte regler, du bør følge? SKU’er er lavet til internt brug, så der findes ingen faste regler for, hvordan dit eget SKU-system skal bygges op. Det kaldes også en SKU-arkitektur. Men hvis du følger nogle grundlæggende principper, bliver dine SKU-numre lettere at bruge sammen med eksterne virksomheder og software, f.eks. hvis du på et senere tidspunkt skulle få brug for at samarbejde med en opfyldningspartner.
Automatiske SKU’er
Den nemmeste måde at oprette SKU-numre på er ved at bruge et IMS- eller et POS-system.
Disse SKU-systemer sporer kundeordrer og status på varer på lageret. De fleste har en funktion, der gør det muligt at oprette SKU-numre automatisk, så hvert produkt, der lægges ind i systemet, automatisk får tildelt et unikt nummer.
💡 Tildel produktstregkoder og SKU’er med en Shopify-app.
Manuelle SKU’er
Driver du en butik med et lille produktkatalog og lav lageromsætning, er det måske mere realistisk at oprette SKU-numre manuelt efter behov.
Det kræver et fast system, der kategoriserer og identificerer de vigtigste egenskaber ved produkterne.
- Den første del af en SKU repræsenterer den bredeste produktegenskab, f.eks. produktkategori eller leverandør.
- De næste tegn i SKU’en repræsenterer mere specifikke egenskaber som farve, størrelse eller brand.
- De sidste tegn fungerer som en unik identifikator, der kan vise antal varer på lager og rækkefølgen, de er blevet købt eller behandlet i.
Hvor det er muligt, bør du oprette SKU-numre, der giver mening rent visuelt – brug f.eks. de første bogstaver i en leverandørs eller et brands navn. Det gør SKU’erne lettere at genkende og håndtere manuelt.
Det er også en god idé at holde SKU’er på 10 tegn eller færre, så de fortsat er kompatible med tredjepartssoftware, hvis du skulle skifte til et digitalt værktøj senere.
En enkel skabelon til SKU-struktur
Den mest praktiske måde at bygge og oprette SKU-numre på, uden en generator, er at bruge et mønster med attributter plus en sekvens. Med et ensartet format kan hver SKU læses med det samme og stadig være unik. Det er vigtigt at definere din produkttaksonomi, før du går i gang med at oprette SKU-numre, så du ved, hvilken information koderne skal formidle.
Her er en standardskabelon, du kan tage udgangspunkt i. Den kan naturligvis tilpasses den type virksomhed, du driver:
KAT-STIL-FARVE-STØRRELSE-SEK
Her er, hvad de enkelte dele betyder, med eksempler:
- KAT: Kategori (TSH = t-shirt, SHO = sko)
- STIL: Stil/model (SLIM, CREW, RUN)
- FARVE: Farvekode (BLK, WHT, RED)
- STØRRELSE: Størrelse eller vigtig variantattribut (M, 42, 250G)
- SEK: Unik sekvens (001, 002)
Skabelonen gør SKU’er lette at læse. Undgå specialtegn, symboler og mellemrum. Hold SKU’er så korte som mulig, så de fungerer godt sammen med din e-handelsplatform.
Eksempler på SKU’er efter branche og produkttype
En SKU skal kunne formidle meget information hurtigt. De fire eksempler nedenfor viser, hvordan SKU-formater kan se ud i forskellige brancher.
- Beklædning
TSH-M-BLK-COT-001
- TSH = T-shirt (bred kategori)
- M = medium (størrelse)
- BLK = sort (farve)
- COT = bomuld (stof)
- 001 = løbenummer, der gør SKU’en unik
Begynd med de egenskaber, medarbejderne først leder efter, f.eks. kategori og størrelse. Tilføj derefter farve og materiale, og afslut med et kort serienummer. Det gør koden nem at aflæse i butikken og enkel for POS-systemet at registrere.
- Elektronik
LAP-HP-PRO-16-512-A1
- LAP = laptop
- HP = brand (HP)
- PRO = modelserie
- 16 = 16 GB RAM
- 512 = 512 GB SSD
- A1 = intern batchkode
Købere og sælgere af gadgets lægger især vægt på brand og specifikationer, så SKU’en bør f.eks. fremhæve RAM og lagerplads baseret på modellen. Batchkoden på to tegn til sidst gør det lettere hurtigt at spore eventuelle tilbagekaldelser.
- Bøger
BK-FIC-THR-JD-978055
- BK = bog
- FIC = fiktion (genre)
- THR = thriller (undergenre)
- JD = forfatterinitialer (John Doe)
- 978055 = de sidste seks cifre af ISBN-nummeret
Denne SKU afspejler, hvordan uafhængige boghandlere ofte sorterer bøger efter genre først og derefter forfatter. Ved at bruge en del af ISBN-nummeret undgår du, at to thrillere af forfattere med samme initialer får samme kode i systemet.
- Kaffe
COF-ARB-DK-250-003
- COF = kaffe
- ARB = Arabica (bønnetype)
- DK = mørkristet
- 250 = pose på 250 gram
- 003 = dagens tredje ristningsbatch
Baristaer kan aflæse bønnetype, ristning og pakkestørrelse direkte i koden. Den sidste trecifrede batchkode hjælper med at sikre, at de rette produkter sælges i tide, inden smagen forsvinder (først ind, først ud-princippet.
Sådan får du mest muligt ud af SKU’er
1. Overvåg trends og lagerbeholdning
Hvert produkt får sit eget unikke SKU-nummer, så det er nemt at spore den enkelte vare. Du kan overvåge produkter grundigt, herunder deres variationer som størrelse, farve og stil.
SKU-numre giver mere præcis lagerrapportering og gør lagerstyring med stregkoder mere effektiv. Mange detailhandlere bruger SKU’er til at reducere fantomlager, forebygge udsolgte varer og forudsige, hvornår der skal bestilles hjem.
Derudover opdaterer SKU-systemer lagerbeholdningen i realtid, når der sker salg, så lagerdataene hele tiden er opdaterede. Det gør det lettere at forudse trends, vurdere salg – f.eks. hvilke varianter der er mest og mindst populære – og optimere lageret, så du både undgår at have for lidt og for meget på hylderne.
2. Beregn genbestillingspunkter
Med SKU-data kan du overvåge produktstatus og beregne genbestillingspunkter, altså det tidspunkt, hvor der skal bestilles nye varer hjem. Det sker typisk, når lagerbeholdningen når ned på eller under en fastsat grænse.
Ved at følge, hvor hurtigt hver SKU sælger over en given periode, kan du forudsige, hvornår der skal bestilles nye varer hjem fra leverandører. Undersøgelser viser, at automatiske genopfyldningssystemer kan reducere antallet af udsolgte varer markant.
💡 Shopifys funktioner til lagerstyring beregner automatisk genbestillingspunkter ud fra leverandørernes leveringstid, så du ikke løber tør for de mest populære SKU’er.
3. Prognoser for efterspørgsel og salg
Et SKU-system forbedrer også præcisionen i salgs- og efterspørgselsprognoser. Kør SKU-data gennem et analyseværktøj for at få svar på spørgsmål som:
- Hvor mange medarbejdere er der behov for i butikken i en bestemt sæson?
- Hvor stor en lagerbeholdning skal være klar til weekenden?
- Hvor store lønudgifter kan cashflowet understøtte i højsæsoner?
Hvis SKU-dataene samtidig viser produkter med lav omsætning, bliver det lettere at overvåge udviklingen og justere lagerbeholdningen løbende. På den måde kan virksomheder bedre matche kundernes efterspørgsel uden at binde unødig kapital i varer, der ikke sælger.
4. Planlæg produktudstillinger
En gennemtænkt SKU-arkitektur gør det tydeligt, hvilke varer der er mest og mindst populære. Den viden kan også bruges til at planlægge produktudstillinger og træffe beslutninger om visual merchandising på et bedre grundlag.
Du kan f.eks. identificere varer med høj avance, som ikke sælger godt nok, og placere dem i øjenhøjde på hylderne. Undersøgelser viser, at det kan løfte salget. Driver du en webshop, kan du i stedet fremhæve dem tydeligt på startsiden.
5. Arbejd med mersalg og krydssalg
Krydssalg kan være en effektiv måde at øge salget på. SKU-data kan også bruges aktivt både i butikken og i din webshops checkout.
SKU’er gør det f.eks. muligt at arbejde med krydssalg og produktanbefalinger. Hvis en kunde køber en laptop, kan SKU-data automatisk få webshoppen eller en medarbejder i butikken til at foreslå kompatible produkter, såsom en computertaske eller en trådløs mus. Det forbedrer kundeoplevelsen og kan øge omsætningen.
Hvis et produkt er udsolgt, hjælper SKU’er også butikspersonale eller webshoppen med at foreslå lignende varer til kunden.
6. Forbedr kundeoplevelsen
Da ingen produkter deler det samme SKU-nummer, er SKU’er ofte den mest pålidelige måde for en detailhandler at identificere en bestemt vare eller kundeordre på. Derfor er de også nyttige i kundeservice og support.
Samtidig gør SKU’er det lettere at holde styr på lagerbeholdningen og reducere risikoen for udsolgte varer, som kan skabe en dårlig kundeoplevelse. Med et konstant overblik over lagerbeholdningen har du bedre mulighed for at genbestille hurtigt-sælgende produkter i tide, før kunderne oplever, at varen er udsolgt.
Bedste praksis for SKU-administration
Brug et system til SKU-administration
Et system til SKU-administration er stedet, hvor SKU-numre gemmes og knyttes til produkter.
Shopify har f.eks. et SKU-felt til hvert produkt og understøtter også variant-SKU’er, f.eks. unikke koder for hver størrelse af en t-shirt. Disse data samles på tværs af din POS- og e-handelsplatform, så du får præcis lagersporing og ordrehåndtering på tværs af flere salgskanaler.
“Jeg plejede at bruge mindst fire timer hver måned på manuelt at optælle lageret, og jeg skulle altid sikre mig, at vores platforme synkroniserede korrekt,” fortæller Mandalyn Renicker, ejer af Offbeat Bikes.
“Det behøver jeg ikke længere, fordi Shopifys lagersystem er så robust og nemt at administrere. Jeg kommer også hurtigere igennem servicefakturering sidst på dagen, end jeg nogensinde gjorde med Square. Det skyldes efter min mening, at Shopify ganske enkelt er lettere at bruge.”
Vær konsekvent
Hold koderne enkle og lette at forstå, og sørg for at oprette SKU-numrene konsekvent på tværs af hele produktkataloget.
Brug en logisk struktur i SKU’erne, så de er nemme at organisere. Det betyder, at du skal bruge et ensartet format og en fast opbygning, som gør dem lettere at bruge i lagerstyringen.
Træn medarbejderne i at bruge SKU’er
Butiksmedarbejdere arbejder med SKU’er hver dag. Involver dem, når nye SKU-numre oprettes, eller når produkter udgår, så de kan lære processerne i dit SKU-system at kende. Ved de f.eks., at “EV” er koden for leverandøren Eastern Vines?
Undgå nuller og specialtegn
Nogle detailprogrammer kan finde på at springe nuller over, mens medarbejdere kan forveksle dem med bogstavet O. Det skaber let fejl under indtastningen af SKU’er.
På samme måde kan specialtegn som !, @ eller & skabe problemer i visse softwaresystemer – undgå derfor at bruge dem, når du skal oprette SKU-numre.
Definér populære produktegenskaber
Hjælp salgsteamet ved at bruge SKU-numre til at fremhæve populære produktegenskaber. Hvis du f.eks. sælger tøj, vil du måske opdage, at bestemte farver, størrelser eller stilarter sælger bedre end andre. Når disse attributter spores med SKU’er, bliver det lettere at forstå kundernes præferencer og tilpasse lageret derefter.
Ved at spore disse egenskaber med SKU’er sikrer du med andre ord, at du har den rigtige sammensætning af produkter på lager til at imødekomme efterspørgslen.
Opdater SKU-numre løbende
Når sortimentet ændrer sig, bør SKU’erne følge med. Opdater dem, når nye produktegenskaber introduceres, eller når produkter udgår.
Brug SKU-data til at forbedre salget
Brug SKU-data aktivt i forretningsbeslutninger. Du kan f.eks. bruge salgsdata på SKU-niveau til at afgøre, hvilke produkter der skal promoveres eller sættes ned i pris, eller bruge lagerdata til at beregne genbestillingspunkter og undgå udsolgte varer.
Du kan også spore SKU’er for at overvåge salgstrends og lagerbeholdning. Det giver værdifuld indsigt i, hvilke produkter der sælger godt, og hvilke der ikke gør, så du kan træffe bedre beslutninger om lagerstyring.
Avancerede SKU-strategier til virksomheder i vækst
SKU-analyse
Kør SKU-data gennem et BI-værktøj for at forstå rentabiliteten på tværs af forskellige produktlinjer, så du kan fordele lageret mere effektivt. En europæisk kæde brugte AI-drevet SKU-rationalisering til at fjerne 200 varer med lavt afkast, hvilket gav yderligere 30 mio. € i margin i løbet af én sæson.
Lad os tage endnu et eksempel: Hvis butik A sælger 15 røde hoodies om dagen, mens butik B kun sælger to, vil SKU-analysen afsløre ubalancen, så du kan flytte overskydende lager i stedet for at lægge en ny indkøbsordre.
Du kan nemt hente data på SKU-niveau fra butikken med AI’en i Shopify Sidekick ved at bruge prompts som:
- Hvad er bruttoavancen pr. SKU de seneste 90 dage?
- Hvilke SKU’er har en lav lageromsætningshastighed, men binder stadig mere end 30.000 kr. i lageret?
- Vis en liste over SKU'er, hvor lagerdækningen er mindst 50 % højere end leveringstiden fra leverandøren.
Udfas de SKU’er, der ikke sælger, og sats mere på den gruppe, der driver størstedelen af marginen.
SKU-automatisering
Automatiseret lagerstyring er afgørende for brands, der vil skalere. Her er nogle måder at automatisere SKU-processer på:
- Brug skabeloner til at oprette SKU-numre. Anvend logiske attributter, f.eks. KAT-STØRRELSE-FARVE-SEK, så software kan sammensætte SKU’er automatisk, når en ny variant lanceres.
- Automatisér opdateringer gennem produktets livscyklus. Opdater automatisk SKU-status, f.eks. inaktiv eller udfaset, når salgsgraden falder under en fastsat grænse.
- Bevar versionskontrol. Begræns redigering af SKU’er med rollebaserede tilladelser. Før en liste over koder, der ikke må genbruges, så udfasede SKU’er ikke dukker op igen i systemet.
Internationalt salg
Så snart du begynder at sende varer på tværs af landegrænser, kan mangelfuld SKU-håndtering hurtigt blive en dyr affære. Fejl i klassificering og dokumentation kan føre til forsinkelser.
Efter ophøret af USA’s de minimis-undtagelse for toldfri import af småpakker fra Kina og Hongkong i maj 2025 kræver hver forsendelse nu fuld tarifklassificering samt forudbetaling af told og afgifter. Derfor er globalt konsistente SKU’er, som er koblet til GS1 GTIN’er, HS-koder og præcise produktbeskrivelser, afgørende for at sikre en gnidningsfri toldbehandling samt for at få pakker hurtigt gennem systemet.
Shopify Managed Markets samler hele denne proces direkte i administratoren. Managed Markets fungerer som merchant of record-tjeneste og tilføjer automatisk HS-koder, opkræver og afregner told og moms ved betaling samt udskriver tolddokumenter, der overholder reglerne.
Typiske SKU-fejl, du bør undgå
Selv et velment SKU-system kan komme på afveje, hvis der ikke er styr på de daglige rutiner. Her er nogle af de mest almindelige faldgruber, du bør undgå:
- Uens navngivningsprincipper. Ad hoc-formater eller afdelingsspecifikke strukturer gør SKU’er svære at læse, søge i og skalere, efterhånden som kataloget vokser. Begynd med en tydelig struktur, f.eks. "kategori-stil-størrelse", så alle i virksomheden læser koderne på samme måde.
- Brug af meningsløse koder. Tilfældige kombinationer af tal og bogstaver kræver, at medarbejdere skal slå dem op, og det øger risikoen for plukningsfejl. Brug indikatorer som produkttype, farve eller størrelse, så SKU’er kan afkodes med det samme.
- For lange eller for korte SKU-strukturer. Koder på tre tegn giver for lidt information til præcis rapportering, mens meget lange koder på 20 tegn kan gøre scanning langsommere og skabe rod på etiketter. En længde på cirka 8-12 tegn giver ofte den bedste balance mellem læsbarhed og funktionalitet.
- Manglende løbende gennemgang og opdatering af SKU’er. Når sortimentet udvides, eller navngivningsregler ændres, kan gamle SKU’er komme til at overlappe eller modsige nye. Planlæg regelmæssige gennemgange, så forældede koder udfases, og nye produkter følger den fastlagte struktur.
- Forveksling af SKU’er med andre koder. SKU’er bruges til intern lageridentifikation, mens stregkoder, UPC’er og EAN’er har eksterne eller regulatoriske formål. Hvis de blandes sammen, kan det føre til datamismatch og dyre fejltagelser i lagerafstemningen.
SKU’er vs. andre detailkoder
SKU-numre er ikke de eneste produktkoder, detailhandlere bruger. I det følgende gennemgår vi, hvordan du skelner dem fra hinanden.
SKU vs. UPC-kode
Detailhandlere bruger ofte både SKU’er og UPC’er samtidig, men de er ikke det samme. SKU’er bruges til intern sporing, mens UPC’er er universelle.
UPC’er, eller Universal Product Codes, er en anden udbredt form for produktidentifikation. SKU’er og UPC’er ligner hinanden og bruges side om side i detailhandlen, men deres funktion er lidt forskellig.
En SKU har til formål at identificere et unikt produkt og dets egenskaber, mens en UPC repræsenterer produktets producent (de første seks cifre) samt varenummer (de næste fem cifre). UPC-koder indeholder også et kontrolciffer (det sidste tal), som bruges til valideringsformål.
Her er en nyttig oversigt over forskellene mellem SKU’er og UPC’er:
|
SKU (stock keeping unit) |
UPC (Universal Product Code) |
|---|---|
|
Bruges af den enkelte detailbutik |
Bruges af flere butikker og i forsyningskæden |
|
Mellem 8-12 tegn |
Altid 12 tegn |
|
Identificerer produktegenskaber |
Identificerer producent og varenummer |
|
Alfanumerisk |
Numerisk |
|
Detailhandleren opretter SKU-strukturen |
Udstedes af GS1 |
SKU vs. GTIN-koder
Et Global Trade Item Number (GTIN) fungerer på mange måder som en UPC-kode. GTIN’er er globale koder på 13 eller 14 cifre, som tildeles af den internationale nonprofitorganisation Global Standards 1 (GS1), og som gemmes i en international database. Man kan se GTIN som et globalt SKU-system, som detailhandlere verden over bruger til at kode deres produkter efter.
Hvis du videresælger populære eksisterende produkter, kan der allerede være tildelt en GTIN-kode til dit fysiske lager. GTIN-koder står ofte trykt på produktemballagen.
SKU vs. stregkode
En stregkode er en række af sorte streger på produktetiketter eller emballage, som detailhandlere scanner, når en kundes køber et produkt i kassen. Begrebet “stregkode” bruges ofte som synonym for “UPC”, fordi de fleste stregkoder indeholder UPC-koder.
I modsætning til SKU-numre opretter butikker ikke en ny UPC, når de genererer en stregkode. Stregkoder tildeles alle identiske produkter, uanset hvor de sælges. Detailhandlere kan dog udskrive produktetiketter, der indeholder både en UPC-stregkode og butikkens eget SKU-nummer.
SKU vs. serienummer
Et serienummer bruges til at spore produkter i forbindelse med garantikrav, reparationer og tilbagekaldelser. Producenter bruger dem til at spore produktpartier og identificere defekte enheder. Serienumre er unikke for hver enkelt enhed, mens SKU’er deles af flere identiske enheder.
SKU vs. ASIN
Et ASIN (Amazon Standard Identification Number) er en identifikator på ti tegn, som tildeles af Amazon. Hvert produkt på Amazon har sit eget ASIN, som hjælper Amazon med at holde styr på produkter i deres e-handelskatalog og optimere sider til søgning.
Sådan kan du oprette SKU-numre til din butik
Jo bedre SKU-arkitekturen er tilpasset virksomheden, desto mere værdi kan du få ud af den og imødekomme dine kunders behov. Når du ved, hvilke produktegenskaber der er vigtige for dig, dine leverandører og dine kunder, kan du opbygge en SKU-struktur, der gør det lettere at administrere lageret effektivt og samtidig skabe vækst i virksomheden.
Klar til at få bedre styr på lageret og øge indtjeningen? Kom i gang med at oprette effektive SKU-numre til butikken i dag med Shopifys effektive værktøjer til lagerstyring.
Ofte stillede spørgsmål om oprettelse af SKU-numre
Hvordan får jeg et SKU-nummer til mit produkt?
Lagerstyringssystemet bør have et SKU-felt, hvor du kan finde produktets unikke SKU-nummer. Hvis der endnu ikke er tildelt et SKU-nummer, kan du bruge en gratis SKU-generator. Der findes flere apps i Shopify App Store.
Kan jeg selv lave et SKU-nummer?
Ja, du kan selv oprette et SKU-nummer til et produkt. Det kan gøres manuelt, f.eks. med et alfanumerisk kodesystem, eller automatisk med en app, der genererer SKU’er.
Har mine produkter brug for en SKU?
Det er ikke et krav at tildele et SKU-nummer til hvert produkt, men SKU’er gør lagerstyring, ordrehåndtering og salgsanalyse enklere og er derfor et nyttigt værktøj for mange detailhandlere.
Er en SKU en produktkode?
En SKU er en produktkode. Den bruges til at spore lager og håndtere ordrer. Men den adskiller sig fra Universal Product Codes (UPC’er), som GS1 udsteder til en global database med produktidentifikatorer, der bruges af alle detailhandlere.
Har alle varer en SKU?
Alle varer, du sælger, bør have et SKU-nummer. Koderne hjælper med at spore lager og håndtere kundeordrer samt salgsrapportering.
Kan to produkter have samme SKU-nummer?
SKU-numre er unikke for hvert produkt. To produkter kan dog godt have samme stregkode eller UPC-nummer.

