De fleste kender YouTube som et sted, hvor man kan se sjove kattevideoer, skønhedsvejledninger og musikvideoer, men platformen er også blevet en stærk kanal for e-handel.
YouTube er i dag verdens næststørste sociale medieplatform og har milliarder af aktive brugere hver måned. Her finder folk alt fra madlavningsvideoer til guides om produkter som fx hair extensions. Ifølge Bridget Dolan, som er global chef for YouTube Shopping, så brugerne over 30 mia. timer shoppingrelaterede videoer i 2023. Det svarer til omkring 3,4 mio. år, og alt tyder på, at det tal er endnu højere i dag.
Efterhånden som flere brugere opdager produkter og foretager køb via platformen, er YouTube blevet et vigtigt værktøj for virksomheder, der vil nå ud til nye kunder og øge salget. Vil du udnytte det store publikum og begynde at sælge direkte via platformen? Så er det tid til at lære mere om shopping på YouTube.
Hvad er YouTube Shopping?
YouTube Shopping er en funktion, der gør det muligt for virksomheder og skabere at fremvise og sælge produkter direkte i deres indhold på YouTube. Produkter kan vises i videoer, beskrivelser, shorts, annoncer og livestreams. Når du forbinder din webshop via en e-handelsplatform som Shopify, kan du koble dit produktkatalog til din YouTube-kanal og gøre det nemt for seere at opdage og købe dine produkter.
Krav for at bruge YouTube Shopping
For at bruge YouTube Shopping skal du være medlem af YouTube Partner Program. Det betyder, at funktionen kun er tilgængeligt for virksomheder i lande, hvor YouTube Partner Program findes. Programmet er også tilgængeligt i Danmark, men nogle shoppingfunktioner rulles gradvist ud og kan variere fra land til land.
For at få adgang skal din YouTube-kanal opfylde følgende krav:
- Du skal have mindst 1.000 abonnenter
- Du skal være godkendt til indtægtsgenerering
- Du skal være baseret i et land, hvor YouTube Partner Program er tilgængeligt
- Din kanal må ikke være markeret som ”Lavet til børn” eller have mange videoer markeret sådan
- Din kanal må ikke have et stort antal videoer, der overtræder YouTubes regler for indtægtsgenerering
- Du må ikke have advarsler for overtrædelse af YouTubes regler om hadefulde ytringer
- Din kanal skal være markeret som officiel kunstnerkanal, hvis det er en musikkanal
Hvorfor bruge YouTube Shopping?
YouTubes shopping-funktion gør det nemmere at vise dine produkter til nye målgrupper. Allerede før funktionen officielt blev lanceret i 2018, brugte mange virksomheder platformen til at skabe salg gennem videoindhold.
Et kendt eksempel er Mimi Ikonn, som er YouTuber og medstifter af hårbrandet Luxy Hair. Da hun startede virksomheden i 2010, vidste hun, at YouTube kunne blive en vigtig kanal. Gennem sine videoer opbyggede hun en kanal med mere end tre mio. abonnenter og var med til at udvikle Luxy Hair til en virksomhed med millionomsætning.
"Så længe du taler om noget, du virkelig interesserer dig for, og kan gøre det let at forstå, vil folk se med og engagere sig i indholdet", fortæller hun i Shopify Masters-podcasten om værdien af YouTube for e-handelsvirksomheder.
"Når jeg lavede videoerne, føltes salget helt naturligt. Når jeg anbefalede produkterne, handlede det først og fremmest om at lære folk noget".
I dag vokser både sociale medier og live shopping hurtigt. Derfor er YouTube og YouTube Shopping endnu vigtigere for virksomheder, der vil nå ud til nye kunder. Globalt set forventes livestream-baseret handel at overstige 1 billion dollars i omsætning i 2026. Også i Danmark vokser interessen. Tal fra Dansk Erhverv viser, at hver fjerde dansker har købt noget via live shopping inden for de seneste tre måneder.
Med den stigende interesse har YouTube løbende udvidet funktionen med nye funktioner og værktøjer, der gør det lettere for både brands og skabere at sælge produkter direkte via platformen.
Måder at bruge YouTube Shopping-funktioner på
- Forbind din butik direkte til YouTube
- Tag produkter i videoer
- Vælg fremhævede produkter i slutningen af videoer
- Få adgang til YouTube Shopping-analyser
- Opret Shopping Collections
- Brug Affiliate Hub
YouTubes shopping-funktion giver dig flere muligheder for at fremvise og sælge dine produkter direkte i dit indhold:
Forbind din butik direkte til YouTube
Når du forbinder din onlinebutik med YouTube, kan du vise produkter direkte i videoer, livestreams og shorts. Det gør det nemt for seere at opdage og købe dine produkter, mens de ser dit indhold.
Tag produkter
Du kan tagge produkter i dine videoer, så seere kan klikke på dem og læse mere eller købe dem direkte. Produkterne vises typisk i en produkthylde under videoen og gør det nemt for seere at udforske de varer, der optræder i indholdet.
"Jeg har altid været stor tilhænger af, at salget sker, mens forbrugeren ser og oplever indholdet", fortæller BK Beauty-medstifter Paul Jauregui.
Vælg fremhævede produkter i slutningen af videoer
Med YouTubes shopping-funktion kan du vælge bestemte produkter, der vises i slutningen af en video. Det giver dig mulighed for at fremhæve varer, der passer til videoens indhold, eller produkter, du vil prioritere i dit salg.
Få adgang til YouTube Shopping-analyser
Du kan også se rapporter og analyser, der viser, hvordan dit indhold performer, og hvor godt det skaber salg. Indsigterne kan hjælpe dig med at forstå dit publikum bedre og optimere din marketingstrategi.
Opret Shopping Collections
Shopping Collections blev lanceret i april 2024 og gør det muligt for skabere at samle produkter i tematiske kollektioner. På den måde kan seere nemt browse og shoppe produkter, der passer til et bestemt tema eller en bestemt type indhold.
Brug Affiliate Hub
Affiliate Hub blev også lanceret i april 2024. Funktionen hjælper skabere med at finde brands, de kan samarbejde med gennem affiliate marketing på YouTube Shopping. Her kan skabere bl.a. se provisionssatser, kampagnekoder og muligheder for at modtage produktprøver.
Sådan opsætter du YouTube Shopping med Shopify
- Forbind din Shopify-butik til YouTube
- Forbind din Google-konto
- Bekræft berettigelse
- Accepter vilkår og fuldfør opsætning
- Tag produkter
Når du opfylder kravene til YouTubes shopping-funktion, er det relativt nemt at komme i gang via Shopify. Sådan gør du:
1. Forbind din Shopify-butik til YouTube
Log ind i YouTube Studio og klik på Indtægtsgenerering > Shopping.
I sektionen Tilføj produkter fra din butik vælger du Forbind butik.
Vælg Shopify og klik derefter på Fortsæt. Du bliver derefter sendt videre til Shopify.
2. Forbind din Google-konto
Gå til Indstillinger > Apps og salgskanaler i din Shopify-admin og vælg Google.
Klik på Åbn salgskanal, log ind på din Google-konto, og bekræft, at den rigtige konto er forbundet.
3. Bekræft betingelserne
Klik på Kom i gang i YouTube Shopping-sektionen og bekræft, at din kanal opfylder kravene for at bruge funktionen.
4. Accepter vilkår og fuldfør opsætningen
Læs vilkår og betingelser igennem. Når du accepterer dem, kan du klikke på Fuldfør opsætning for at afslutte processen.
5. Tag produkter
Når du uploader en video, kan du gå til Videoelementer, vælge Tag produkter og derefter Tilføj.
Søg efter produktet og placer det i videoen. Taggede produkter vises under fanen Se produkter i videoen.
Du kan også tilføje produkttags til eksisterende videoer via fanen Indhold i YouTube Studio. Her kan du vælge Produkter og placere dem i videoen.
Ifølge YouTubes retningslinjer kan du tagge op til 30 produkter pr. video.
Ofte stillede spørgsmål om YouTube Shopping
Hvad er shop-funktionen på YouTube?
YouTube Shopping gør det muligt for virksomheder at forbinde deres webshop med deres YouTube-kanal og sælge produkter direkte via videoer, shorts, livestreams og annoncer.
Hvem kan bruge YouTube Shopping?
YouTube Shopping er tilgængeligt for virksomheder i lande, hvor YouTube Partner Program findes, men nogle funktioner rulles løbende ud og er kun tilgængelige i udvalgte regioner. Kanalen skal være godkendt til indtægtsgenerering og have mindst 1.000 abonnenter. Den må heller ikke være markeret som Lavet til børn eller have advarsler for brud på YouTubes retningslinjer.
Hvor finder jeg Shopping-fanen på YouTube?
Du finder Shopping-fanen i YouTube Studio. Vælg Tjen i menuen til venstre, og klik derefter på Shopping.


